Fredag aften kom helt nye tal fra Integrationsministeriet over, hvor mange flygtninge, kommunerne skal modtage næste år.
I TV SYDs sendeområde skal de 14 kommuner finde plads til over 900 flere flygtninge end hidtil forventet.
I den oprindelige melding fra foråret havde kommunerne fået besked på, at finde boliger til lidt under 2.000 flygtninge, men på grund af den kraftige tilstrømning, så er tallet i dag blevet opjusteret til 2.874.
Det er en stigning på 50 procent.
Esbjerg skal tage i mod flest, nemlig 411. I forvejen er kommunerne udfordret med at finde egnede boliger - og den nye melding gør den opgave endnu større.
På landsplan ændres tallet fra 12.000 til 17.000 i 2016.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg siger til TV SYD at det nye landstal skyldes den meget store tilstrømning til Danmark. En stor del af disse flygtninge er allerede i landet som asylansøgere, men får først afgjort deres sag i 2016.
- Jeg er klar over, at kommunerne står med en stor opgave, hvilket er årsagen til, at vi nu giver kommunerne bedre muligheder for midlertidige boliger, hvor flere eksempelvis kan indkvarteres i samme værelse. På længere sigt håber jeg dog, at vi vil se et fald i tilstrømningen til landet, når vores asylstramninger for alvor slår igennem, siger Inger Støjberg.
Regeringen har desuden besluttet at ændre en del af beregningsmodellen til fordeling af flygtninge mellem kommunerne, så modellen i højere grad tager højde for kommunernes integrationsopgaver.
Kommunerne har nu mulighed for at indgå en frivillig aftale om, hvor mange flygtninge de enkelte regioner og kommuner kan forvente at modtage. Hvis kommunerne ikke indgår en frivillig aftale, fastsætter Udlændingestyrelsen regions- og kommunekvoterne ud fra den nye beregningsmodel.
Fordelingstallene for de 14 kommuner i TV SYDs sendeområde
Horsens 222
Hedensted 207
Haderslev 190
Billund 82
Sønderborg 241
Tønder 179
Esbjerg 411
Fanø 16
Varde 232
Vejen 154
Aabenraa 177
Fredericia 147
Kolding 267
Vejle 349