Over grænsen i den gale retning

En mårhund blev hentet i Tyskland og kørt tilbage til Danmark. Den skal opspore andre mårhunde, som er uønskede her i landet.

Kampen mod mårhunden er en international indsats, der kræver samarbejde på tværs af grænserne.

Uønsket men nødvendig

Herhjemme bruger vi mårhunde med GPS-sendere til at bekæmpe andre mårhunde, men for tre uger siden ville en af dem ikke være her længere. Den stak af til Tyskland, hvorefter en bil fra Naturstyrelsen kørte sydpå for at få den uønskede, invasive mårhund med hjem. 

Mårhunde går ikke så meget op i landegrænser, men det er Naturstyrelsen nødt til at gøre. Den indfanger mårhunde og steriliserer dem, og så bliver de sendt ud i naturen igen med en GPS-sender om halsen. Planen er, at den steriliserede mårhund finder sig en mage. Ved hjælp af GPS-senderen finder man frem til det nye par - og den udkårne indfanges, og aflives.

Sat ud ved Ribe

Den sterile mårhund vil derefter finde sig en ny mage - og så gentager historien sig, indtil de sidste mårhunde er slået ihjel.
 
- Men det er en vanskelig øvelse, hvis mårhunden smutter syd for grænsen. Derfor var vi nødt til at få den hjem, siger skovarbejder hos Naturstyrelsen Morten Hansen, der er ansvarlig for overvågningen af mårhunde i grænseområdet og var med på turen til Tyskland.

Mårhunden blev sat ud ved Ribe den 7. september. Først bevægede den sig op mod Esbjerg, men natten mellem den 26. og 27. september tog den flugten over grænsen. Siden har Naturstyrelsen ventet på, at mårhunden skulle finde sig et sted at slå sig ned, så den kunne pejles og fanges.

Fanget ved Husum

Det skete tirsdag med hjælp fra den tyske Kreisjägermeister Thomas Carstensen og en af Danmarks Jægerforbunds mårhunderegulierings-jægere. Mårhunden blev fanget ved Husum cirka 50 kilometer syd for grænsen.

Desværre havde den ikke fundet sig en mage, den kunne forråde. I stedet blev den straks kørt tilbage til Danmark og sat ud igen i nærheden af Kolding.