Overblik: Se hvilke sygehuse, der lukker

Regionsrådet har her til aften afsløret, hvilke sygehuse i regionen der bliver bevaret, og hvilke der må dreje nøglen om.

Region Syddanmarks regionsråd afslørede mandag aften på et pressemøde, hvilke besparelser de vil gennemføre på sundhedsområdet. Besparelserne har fået konsekvenser flere steder her i Syd- og Sønderjylland.

Give Sygehus er et af de steder i landsdelen, der må dreje nøglen om som følge af spareplanerne. Men også akutbilerne i Skærbæk, Haderslev og Grindsted må lade livet i sparerunden. Derudover har skadeklinikken i Fredericia fået dødsstødet.

Mere positivt ser det til gengæld ud i Tønder. Både byens skadeklinik og Tønder Sygehus overlever regionens besparelser. I Esbjerg er der også grund til at juble. Børne- og Ungdomspsykiatriens dag- og døgnafsnit bliver nemlig, hvor den er.

I regionens sparekatalog er der foreslået besparelser for 210 millioner kroner om året. Men der skal kun spares 167 millioner kroner, så nogle af punkterne i sparekataloget er altså gået fri af besparelserne. 36 ud af 41 regionsrådsmedlemmer står bag aftalen om spareplanen.