Overkonstabel dømt for dødstrusler

En overkonstabel blev onsdag idømt 20 dages betinget fængsel ved Retten i Esbjerg for at have truet med at skyde en seniorsergent i Afghanistan. [size=2] [/size]

Truslerne blev ikke fremsat overfor seniorsergenten selv, men overfor en sergent i Camp Bastion.

- Jeg er pisseligeglad. Jeg skyder ham kraftedeme. Og jeg tager gerne min straf, sagde overkonstablen om seniorsergenten.

Sergenten, der hørte truslerne, gik til sine overordnede, der sendte overkonstablen hjem fra Afghanistan.

I retten nægtede overkonstablen sig skyldig, men tre vidner forklarede, at de havde hørt ham fremsætte truslerne.

Retten fandt ham skyldig efter straffelovens paragraf 266, da truslerne var "egnet til at fremkalde alvorlig frygt" for seniorsergentens liv og helbred.

René Andersen, der var anklager i sagen, ville have overkonstablen idømt 20 dages ubetinget fængsel for truslerne.

- Men jeg er godt tilfreds med dommen, siger han til Ritzau.

Selvom han nægtede sig skyldig, valgte overkonstablen at modtage dommen./Ritzau