Overskæringer lukker trods store protester

En række jernbaneoverskæringer skal lukkes trods stor modstand - blandt andet fra en række landmænd.

Modstanderne af lukningen af en række jernbaneoverskæringer ser ud til at have tabt kampen. Det sker på trods af, at de både har fået støtte fra folketingsmedlem Hans Christian Schmidt (V) og Tønder Kommune i form af borgmester Henrik Frandsen (V).

Til at starte med havde politikerne fra Christiansborg besluttet, at en række jernbaneoverskæringer mellem Tønder og Esbjerg enten skulles opgraderes eller lukkes. Her besluttede Banedanmark sig for, at de skulle lukkes.

I maj 2017 bad transportminister Ole Birk Olesen (LA) Banedanmark om at sætte projektet med at lukke en række jernbaneoverskæringer i bero, da der skulle være sket en misforståelse mellem Banedanmark og politiet.

Nu ser det så ud til at ligge fast, at overskæringerne bliver lukket.

Torsdag mødte en ekspropriations-kommission op ved en af overskæringerne for at fortælle de utilfredse borgere om beslutningen. 

Bekymringerne fra de berørte landmænd går på, at de i stedet for at køre over overskæringerne og direkte ud på deres marker i fremtiden skal ud på hovedvejen med deres landbrugsmaskiner. 

En række jernbaneoverskæringer skal lukkes trods stor modstand - blandt andet fra en række landmænd.