Overskud og flere elever på Rødding Højskole

På Rødding Højskoles generalforsamling i aften bliver skolekredsen præsenteret for et overskud på 574.000 kr. samt en elevfremgang på hele 23 procent.

- Skolen er inde i en meget positiv udvikling, hvor der har været en merkant stigning i søgningen på skolens lange og korte kurser. Efter genstarten i 2007 og de efterfølgende reguleringer i statstilskuddet, viser resultatet for 2010 således driften for et almindeligt år, og da er det glædeligt at kunne konstatere, at det er muligt at lave et fornuftigt overskud, siger Rødding Højskoles formand Søren Vang Rasmussen.

Fra et absolut nulpunkt i 2007 havde Rødding Højskole i 2009 på de lange og korte kurser tilsammen 60 års-elever og i 2010 74 års-elever.

Forstander Mads Rykind-Eriksen understreger særligt fremgangen på skolens lange kurser med hovedfagene design, politik,musik og journalistik:

- Det er dejligt at se, at unge mennesker igen har fået øjnene op for kvaliteten af et højskoleophold, hvor man ikke bare bliver fagligt dygtigere og afklaret omkring studievalg, men også møder nye mennesker og på den måde bliver klogere på sig selv og den verden, man er en del af.