Overvældende succes for julemarked

Det første julemarked på Gram Slot trak over 12.000 gæster i løbet af weekeden. Eller dobbelt så mange som arrangørerne havde håbet på.

Forberedelserne til julemarkedet gik i gang for over fire år siden.

- Vi besluttede os for, at vi ville være det første julemarked, så derfor lagde vi det den allerførste weekend i november. Det var måske lidt et sats, men vi ville gerne have, at det skulle være sådan, at folk sagde, "at julen begynder på Gram Slot", forklarer en synligt stolt slotsejer, Svend Brodersen.

Jul fra kælder til kvist

Hele Gram Slot var i anledning af julemessen forvandlet til et stort slaraffenland for alle jule-elskere - med sylte, klejner og pynt fra kælder til kvist, i alle lader og i et stort telt på 900 kvadratmeter.

- Vi er helt overvældede, fortæller Svend Brodersen, der nu vil gøre det til en fast tradition med julemarked på Gram Slot den første weekend i november.