P-vagter holder fremmede væk

Der er hård kamp om parkeringspladserne. Boligselskaber i Kolding hyrer P-vagter for at holde på pladserne til beboerne.

Arbejdernes Andels Boligforening i Kolding har ansat parkeringsvagter fire steder, og der bliver delt bøder ud for at hindre, at uvedkommende tager beboernes pladser. JyskeVestkysten oplyser, at også Lejerbo i Kolding har parkeringsvagter. De kræver bøder op ti forskellige steder i byen.

Parkering er for dyr

I begge boligforeninger siger formændene, at problemerne er opstået, fordi Kolding Kommune har taget ansvaret for parkeringen i den indre by.

Mange bilister finder kommunens priser for parkering alt for høje, og derfor søger de efter andre steder til deres biler. De tager endda pladser, som er forbeholdt beboerne i bymidten, og bruger et særdeles uhøvisk sprog, når de bliver bedt om at flytte deres biler.
 
Sigfred Thorkildsen, der er inspektør hos AAB, siger til JyskeVestkysten, at det navnlig er pendlere, der søger efter gratis parkering, og det finder han fuldt forståeligt, når man tager P-priserne i betragtning. Han synes, den kommunale P-politik er for dårlig.