På Fanø er alkoholforbruget højt

Fannikerne ligger i top, når det gælder indtag af alkohol - det har de gjort i mange år og trods ihærdige forsøg fra kommunens side, så er det ikke lykkedes at komme af med det stempel.

Region Syddanmark har netop udgivet en ny sundhedsprofil, og ifølge den skiller Fanø sig klart ud blandt de jyske kommuner i Region Syddanmark.

Hele 27 procent af Fanøs befolkning har efter Sundhedsstyrelsens målestok et problematisk forhold til alkohol, mens det i de andre kommuner ligger på 12 til 16 procent. 

Det vil sige, at på Fanø blæser mere end hver fjerde borger på Sundhedsstyrelsens anbefaling om højst syv genstande om ugen for kvinder og 14 genstande for mænd.

Statistikken viser dog en fremgang i forhold til seneste måling i 2013.

Sundhedsprofilen

  • Sundhedsprofilen er den største nationale sundhedsundersøgelse i Danmark.
  • Den blev gennemført første gang i 2010, dernæst i 2013 og 2017.
  • Baggrunden for undersøgelsen er en aftale mellem Danske Regioner, KL, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse samt Finansministeriet fra 2009.
  • Regionerne fik opgaven med at organisere og finansiere sammenlignelige sundhedsundersøgelser.
  • Den syddanske undersøgelse består af et spørgeskema med 88 spørgsmål om sundhed, sygdom, trivsel og sundhedsadfærd.