På løbehjul til Paris

To unge fyre har valgt at tage turen til Paris - men på løbehjul. Undervejs samles der penge ind, som går til et godt formål.

Mange tager i disse uger turen sydpå. Det har unge Frederik Woldenhof og Allan Ludvigsen også valgt. Men transportmidlet er hverken fly, bil eller tog. De tager nemlig turen til Paris på løbehjul.

Turen skal køres på 14 dage med cirka 100 kilometer om dagen. Drengene overnattede første nat i Haderslev, og herfra går turen så videre til Tyskland på dag nummer to.

- Lige nu er det ret uoverskueligt. Vi er lige vågnet og havde en hård tur i går. Benene er ret ømme, men vi skal nok blive klar, siger Frederik Woldendof, da TV SYD får fat i ham tidligt mandag morgen.

Drengene kørte sidste år 1000 kilometer på løbehjul, så de ved, at det kan lade sig gøre. Men i år er der nogle helt andre udfordringer, som bekymrer de to.

- Vi når på et tidspunkt en masse bjerge, og det er vi altså ret spændte på. Måske vi bliver nødt til at trække både op og ned mange steder, siger Frederik Woldenhof og fortsætter:

- Selvom det i år kun er 300 kilometer længere end sidste år, så bliver det en noget anderledes tur denne gang.

Med i en følgebil har de kæresterne, som sørger for mad og energi til hele turen.

Undervejs bliver der samlet penge ind, som drengene donerer til Kræftens Bekæmpelse. Alle kan støtte turen med et økonomisk bidrag.