På vej til at malke køer: Opdagede skolebrand

Branden på Løjt skole blev opdaget af landbrugs-elev Rikke Nielsen, som på knallert var på vej på arbejde. Takket være hendes indsats blev skaden begrænset, så skolen kunne genåbne i dag.

- Det er ikke så længe siden, at det brændte på den gård, hvor jeg arbejder, så jeg bryder mig ikke om at det brænder. Det er en uhyggelig følelse, siger Rikke Nielsen til TV SYD.

I forbindelse med morgensamlingen på Løjt Skole fik Rikke Nielsen overrakt blomster af skoleleder Merete Gissel. Hun fortalte også de forsamlede elever og lærer om oplevelsen.

- Det var rimeligt voldsomt, og der var røg over det hele. Og jeg kunne begynde at høre taget falde sammen, fortalte hun.

Branden brød ud i en skunk i tagetagen. Umiddelbart blev et lokale til billedkunst skadet, men slukningen betød vandskade af et lokale nedenunder, hvor lærerne i overbygningen skal forberede sig.

- Eleverne i overbygningen må gerne være hjemme, fordi vi er nødt til at køre et lidt anderledes program, fordi lærernes arbejdsplads er blevet ramt, siger skoleleder Merete Gissel til TV SYD.

Skolen har bestilt en pavillon, som lærere til de ældste elever skal bruge til forberedelse. Billedkunst ? det som i gamle dage hed formning ? gennemføres i andre lokaler, mens undervisningen på resten af skolen er stort set uberørt af branden.

Hør Rikke Nielsens beretning om branden (Varighed: 1:37)