To påsatte brande i ubeboede ejendomme

Et ubeboet hus nær Jelling og en ubeboet gård nær Bredsten blev onsdag aften sat i brand.

To brande onsdag aften menes at være påsatte, oplyser Sydøstjyllands Politi til netavisen dagens.dk.

Kort før klokken 20 gik der ild i et forfaldent ubeboet hus på Fåruphusvej i Gammelby ved Jelling.

- Da brandvæsnet når frem er huset overtændt, men det lykkedes at slukke branden, inden huset brændte ned til grunden, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til dagens.dk.

Branden menes at være startet omkring et komfur i køkkenet, men brandårsagen skal undersøges nærmere.

Køkkenet udbrændte og der er sodskader i resten af huset.

Ved 23.40-tiden måtte Vejle Brandvæsen en tur til Ollerupvej ved Bredsten nær Vejle.

Her var der gået ild på en ubeboet gård. Branden blev slukket, og her skete der store skader.

- Branden er startet ved at en dør blev brudt op. Derefter blev der lavet et bål midt på gulvet i stuehuset, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz, til dagens.dk.

Derfor er politiets teori, at branden er påsat.

Trægulvet omkring arnestedet blev brandskadet, mens resten af huset er sodskadet.