Påskeindkøb gav kæmpekø ved grænsen

Danskernes påskeindkøb i grænsebutikkerne gav torsdag eftermiddag lang motorvejskø, da de mange biler skulle tilbage over grænsen.

Allerede fra i morges var der masser af kunder i grænsebutikkerne, og mange havde frygtet kø i forbindelse med grænsekontrollen på vejen tilbage til Danmark.

I løbet af dagen flød trafikken som den skulle, men sidst på eftermiddagen og her til aften er der meldinger om lang kø på motorvejen ved grænsen. Værst stod det til omkring klokken 17, hvor køen var fire kilometer lang. For at afhjælpe køen blev der åbnet et ekstra spor, og det satte gang i trafikken igen.