Påsken? Det bliver en kold affære

Påskevejret bliver koldt, og der kommer nattefrost.

Det bliver koldt i påsken, og der kommer udbredt nattefrost.
- Det bliver ikke ligefrem det mest pragtfulde vejr til at gå i haven eller gøre lystbåden i stand, siger vagthavende Frans Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

- Især mandag og tirsdag ser det ud til at blive noget grumt med risiko for sne og slud, men det bliver stedvist bedre Skærtorsdag og Langfredag med stille og tørt vejr, siger han.

Temperaturen kommer ikke over 10 grader, og DMI forventer udbredt nattefrost.
Det bliver allerede koldt i denne weekend.

- Temperaturen falder dag for dag. Lørdag og søndag får vi mellem fem og otte grader, og natten til søndag når den ned mellem minus to grader og plus tre grader, siger Frans Nielsen til Ritzau.

- Der kommer en bister vind - især i morgen, hvor der stedvist kommer kuling. Så vinden vil gå gennem marv og ben, siger Frans Nielsen.