Pælesidder: Det var hårdere end ventet

Karsten Wohlgemuth fra Sønderborg måtte lørdag morgen opgive sit mål om at sidde i 72 timer på en pæl i Mommark Marina. Kroppen sagde stop. Og mod forventning var det ikke bagdelen men benene, der satte ud.

Man skulle tro, det kræver en virkelig god røv at være pælesidder. Men det var ikke bagdelen, der sendte Karsten Wohlgemuth hjem i seng efter 37 timer på pælen i Mommark Marina.

- Det gjorde mest ondt i benene at sidde ned så længe, fortæller Karsten Wohlgemuth til TV SYD. - Man skulle ikke tro, at det er så hårdt at sidde ned, men når det er så mange timer, så bliver man virkelig øm.

Karsten Wohlgemuth har stadig ondt i både benene og ryggen efter sine 37 timer på den kun 25x25 cm store plade på pælen i Mommark Marina.

Han havde ellers sat sig et mål om at klare alle 72 timer, men efter en tur ind på toilettet kunne han knap nok rejse sig igen, og det blev så enden på hans første pælesiddereventyr.

- Jeg havde ellers prøvet at indstille mig mentalt på det, siger Karsten Wohlgemuth, men det var meget hårdere end jeg havde ventet.

Han vil dog ikke udelukke, at han ender på pælen igen en anden gang.

- Det er nok lidt ligesom når pigerne har født, fortæller han. Der skal nok lige gå noget tid, før jeg er klar til at prøve igen.

Selvom Karsten Wohlgemut stadig døjer med ømme lår efter sin pælesidderdebut, så var det alligevel en god oplevelse.

- Det gode var at sætte sig et mål, og så kæmpe for det. Jeg havde ondt allerede efter ti timer, men jeg blev alligevel siddende i 27 timer mere efter det. Det er jeg godt tilfreds med. Jeg har vundet min egen mentale kamp, slutter Karsten Wohlgemuth.

Tre mænd sidder på pæle i Mommark Marina. De kæmper - lige så stille - om at vinde 20.000 kroner

Gense indslaget fra i fredags: