Pæn interesse for Pantstationen

Flere og flere borgere i Horsens Kommune afleverer deres engangsflasker og dåser til øl og sodavand på Pantstationen på Endelavevej frem for i butikkernes automater.

I Horsens Kommune bliver der for øjeblikket solgt mellem 400 og 600 pantstations-sække om ugen, og antallet er støt stigende. Det opfatter Inge Fisker, underdirektør i Dansk Retursystem A/S, som tegn på, at borgerne tager ordningen til sig:

- Folk i alle aldre ? også den lidt ældre generation ? afleverer sække med dåser og flasker på Pantstationen. Det er også vores indtryk, at når først borgerne én gang har benyttet Pantstationen, udkonkurrerer stationen de indkøbssteder, borgerne normalt bruger som afleveringssted for deres engangsflasker og dåser. Det ser vi som tegn på, at vi er kommet igennem med vores hovedbudskaber: at stationen skal være nem, effektiv, og miljøvenlig at bruge, siger Inge Fisker.

Ordningen, som Dansk Retursystem står bag, har været i gang som forsøg siden marts i Horsens og Høje Tåstrup Kommuner.

Alt, hvad borgerne skal gøre, er at samle deres tomme emballager i en sæk, aflevere dem på én gang på Pantstationen og få panten sat ind på en konto.