Pæren lyser hos unge forskerspirer

I dag blev Danmarks største talentkonkurrence inden for naturvidenskab og teknik afholdt, og her præsenterede Magnus og Mathias deres idé.

Magnus Johannsen og Mathias Hummelgaard på 11 år har knoklet med deres idé. Den går ud på , at man skal kunne analysere, om ældre og syge mennesker mangler vitaminer.

Det skal ske via en internetforbindelse, hvor man skal kunne sende resultatet til sin læge. Lægen kan så via internetforbindelsen sende en meddelelse tilbage til doseringsmaskinen, som så blander de nødvendige vitaminer.

- Vores projekt hedder vitaminer og proteiner. Det hjælper folk til at huske at tage deres medicin. For der er mange, der glemmer det, siger drengene til TV SYD.

Magnus Johannsen og Mathias Hummelgaard har hele dagen fortalt om deres idé og svaret på dommernes spørgsmål.  

- Vi er meget spændt. Der har været tre dommere forbi, og de så positivt på vores idé, siger drengene.

Magnus Johannsen og Mathias Hummelgaard fortæller om deres idé.

Unge Forskere er delt op i to hovedkonkurrencer. Den ene er for elever i grundskolen og kaldes Unge Forskere Junior. Den anden konkurrence er for elever på ungdomsuddannelser og kaldes for Unge Forskere Senior.

Konkurrencen skal være med til at få de unge til at interessere sig for de naturvidenskabelige fag.

- Forhåbentlig kommer de unge ud af det her og har lyst til at arbejde videre med naturvidenskab og innovation i fremtiden, siger Maria Wandahl, dommer i juniorrækken.

Maria Wandahl var begejstret for Magnus Johannsen og Mathias Hummelgaards entusiasme.

- Det er utrolig dejligt og bekræfter mig i, at vi gør noget rigtigt i skolerne, fordi vi er i stand til at skabe nogen, der er så begejstrede. Jeg ville ønske, at den begejstring, de to drenge har, kan smitte af på deres klassekammerater, siger Maria Wandahl til TV SYD.

Maria Wandahl, dommer i juniorrækken

Konkurrencen i dag foregik på Universe i Nordborg. Det var regionsfinalen, hvor de bedste fra hver region skulle findes og gå videre til den nationale konkurrence. 

Mathias Hummelgaard og Magnus Johannsen gik videre til finalen, som finder sted tirsdag den 26 april i Forum i København.