Palmesøndag er vindstille, skyet og tåget

I dag er det Palmesøndag. Rent vejrmæssigt set ligner den dagen i går.

Søndag den 25. marts, Palmesøndag, søndag før påsken, ligner vejrmæssigt set langt hen ad vejen en gentagelse af gårsdagens lørdag: Vindstille, skyet og tåget med lidt småregn af og til og i dagens løb med mulighed for lidt sol her og der.

Temperaturerne når op til mellem fem og ti graders varme, lidt lavere ved Vestkysten og Vadehavet. Vinden er svag til let omkring vest.

I den kommende nat igen skyet, diset og stedvis tåget og temperaturer, der falder til frysepunktet.

Klokken 5.50 målte Meteorologisk Institut 97 procent luftfugtighed ved målestationen i Sønderborg og 99 procent i Esbjerg, Rømø og Vojens.

Navnet Palmesøndag stammer fra beretningen om, at folk strøede palmegrene foran Jesus, da han red ind i Jerusalem. Dens tidligste dato for Palmesøndag er den 15. marts, den seneste er den 18. april. Men det er en anden historie.