Anfører forlader Esbjerg og skifter til FC Zürich

Esbjerg fB har solgt den islandske midtbanespiller, Victor Pálsson, til FC Zürich i den schweiziske Super League. Esbjerg-anføreren er købt fri af sin kontrakt, der ellers løb til næste sommer.

Esbjerg fB har solgt sin anfører, den islandske midtbanespiller, Victor Pálsson. Han skifter med øjeblikkelig virkning til FC Zürich, der efter et enkelt års fravær netop er rykket op i den schweiziske Super League. 

26-årige Victor Pálsson fik i Esbjerg ødelagt sin første sæson af alvorlige skader i låret - men kom stærkt tilbage og blev hurtigt en populær spiller hos Esbjerg-tilhængerne. Han drager nu fra Esbjerg som klubbens anfører og som sæsonens spiller 2016/2017, kåret af fansene.

- Det er ærgerligt, at Victor Pálsson forlader os, men han så det som en spændende mulighed, og han ønskede derfor at skifte klub. Vi har fået en fin pris for ham, og vi ønsker ham nu alt det bedste fremadrettet, siger EfB’s sportsdirektør, Ted van Leeuwen, i en pressemeddelelse om salget.
Victor Pálsson har i FC Zürich indgået en aftale på tre år til sommeren af 2020.

Esbjerg fB er i denne uge på træningslejr i Vildbjerg - og her har Victor Pálsson ikke været med på grund forhandlinger og lægetjek i Zürich.

Lørdag eftermiddag klokken 13.00 møder Esbjerg fB  på Sydbank Park i Haderslev Sønderjyske i en træningskamp.