Pantaftale med Tyskland på vej til at blive skrottet - igen

Det viser en advokatundersøgelse af aftalen, som TV SYD har fået aktindsigt i. Her lyder konklusionen, at aftalen rent juridisk ikke kan gennemføres.

 

 

Den længe ventede pantaftale med Tyskland, der blev indgået mellem den tidligere regering og den tyske delstat i Slesvig-Holsten, ser ud til aldrig at blive virkelighed.

Ifølge undersøgelsen af aftalen, der er lavet af advokatfirmaet Bech-Bruun for Dansk Retursystem, er den i strid med både dansk og tysk lovgivning samt EU’s momssystemdirektiv.

Det er især den del af aftalen, der pålægger danske forbrugere at betale tysk moms af panten på 19 øre per dåse, som de ikke kan refunderet i Danmark, der vækker kritik.

Også flere politiske partier har hele tiden været kritiske over for aftalen, bl.a. de konservative.

- Det er pinligt, og det er grotesk for hele regeringsapparatet også politisk, at man laver sådan noget sjuskearbejde, siger den konservative skatte og erhvervsordfører Brian Mikkelsen i dag til TV SYD.

 

 

Ifølge pantaftalen er det planen, at forbrugerne skal betale en pant på 1 krone og 19 øre per dåse. Men når dåsen bliver afleveret tilbage i det danske retursystem, får forbrugeren kun 1 krone tilbage, mens de 19 øre ryger i den tyske stats lomme.

Det viser sig at være i strid med EU´s momssystemdirektiv, der siger, at det ikke er lovligt at betale moms af den samme vare i to forskellige EU lande, skrives der i advokatrapporten.

Bech-Bruun skriver endvidere, at pantaftalen er umulig at håndhæve, fordi den kun er indgået med delstatsregeringen i Slesvig Holsten. Derfor er det fortsat muligt at handle i Mecklenburg-Vorpommern, hvor pantaftalen ikke gælder.

Dansk Retursystem, der har fået undersøgt aftalen, har vurderet, at det vil koste 1,4 milliarder at udbygge det danske retursystem, så det kan håndtere de tyske dåser.

TV SYD har været i kontakt med miljøminister og fødevareminister Eva Kjer Hansen, men hun ønsker ikke, at kommentere på sagen, fordi hun ikke har set undersøgelsen.

I en tidligere aktindsigt foretaget af TV SYD i "Notat om Miljøstyrelsens resultater i forbindelse med det bestilte serviceeftersyn" fremgår det, at Miljøstyrelsen har forbehold over for Bech-Bruun’s konklusion. Men nu er Miljøstyrelsen i gang med en ny undersøgelse af aftalens juridiske holdbarhed.

Miljøstyrelsen har derfor forelagt sagen for Kammeradvokaten, der forventes at komme med sit bud på en tolkning. 

- Vi tager Bech-Bruun-rapporten alvorligt. Den indgår på lige fod med andre oplysninger i vores undersøgelse af sagen. Vi er nu i gang med en lang række juridiske afklaringer blandt andet i samarbejde med kammeradvokaten, siger Claus Torp, vicedirektør for Miljøstyrelsen, til TV SYD.