To partier bakker op om mistillidsvotum mod Svendsen

Dansk Folkeparti og Vejle Folkeparti i Region Syddanmark er klar til at bakke op om et mistillidsvotum mod Poul-Erik Svenden.

Mistilliden til regionsrådets næstformand Poul-Erik Svendsen (S) er vokset den sidste uge, siden han onsdag i sidste uge krævede regionens sundhedsdirektør, Jens Elkjær, fyret for rullende tv-kameraer.

Gruppeformændene for partierne Venstre, DF, Radikale Venstre, Konservative, Vejle Folkeparti og LA, der tilsammen repræsenterer 25 af de 41 medlemmer i regionsrådet skriver derfor i et åbent brev tirsdag, at de har mistet tilliden.

TV SYD har i dag været i kontakt med de seks gruppeformænd, og både Dansk Folkeparti og Vejle Folkeparti meddeler nu, at de bakker op om et mistillidsvotum mod Poul-Erik Svendsen, hvis det kommer på tale.

- Min tillid var meget, meget lille i onsdags, og jeg synes ikke rigtig, den er rykket. Jeg synes ikke, at Socialdemokraterne er kommet ud med noget, der forklarer den handling (Poul Erik Svendsens tv-interview om sundhedsdirektør Jens Elkjær, red.), der skete i onsdags, siger Thies Mathiasen (DF) til TV SYD.

De 25 medlemmer af regionsrådet, der har erklæret mistillid til Poul-Erik Svendsen, mødes mandag for at drøfte, hvad der skal ske i sagen – heriblandt om et mistillidsvotum kan komme på tale.

Thies Mathiasen er klar med et mistillidsvotum til Poul Erik Svenden