To partiformænd kæmper om de samme vælgere: Løkke kan bare udskrive valg

Der er nøjagtigt et år til, det kommende folketingsvalg skal være afholdt. Valgtrommerne er begyndt at larme.

Mandag er der maksimalt et år til, at vi skal til valg.

Det kunne mærkes på det netop afholdte Folkemøde på Bornholm, hvor TV SYD mødte to partiformænd klar til kamp.

For tre år siden blev folketingsvalget en stor sejr for Dansk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds. 28,4 procent af vælgerne satte kryds ved liste O og Kristian Thulesen Dahl. Det er en fordobling af stemmetallet fra valget i 2011.

- Jeg kan mærke opbakning, når jeg kommer rundt

Næste gang er der en ny udfordrer.

Partiet Nye Borgerlige bejler i høj grad til Dansk Folkepartis vælgere, og formand Pernille Vermund ryster ikke på hånden, når hun kaster sig ud i en valgkamp i samme valgkreds, hvor Dansk Folkeparti i den grad høstede succes.

- Jeg kan mærke, når jeg kommer rundt, at der er opbakning til et parti, der er klar til at stille politikerne stolen for døren, og det er vores mission, siger Pernille Vermund til TV SYD. 

Hos Dansk Folkeparti er man helt klar over, at Nye Borgerlige er på jagt efter de samme stemmer, og at det kan gå ud over valgresultatet.

- Jeg elsker at leve i et demokrati, hvor danskerne har mange valgmuligheder. Og så kan det jo ikke nytte noget, at man pludselig er modstander af demokratiet, fordi der kommer et parti, der går på strandhugst hos vores vælgere, siger Kristian Thulesen Dahl, der er formand for Danske Folkeparti.

Thulesen Dahl: Vi gør, hvad vi kan for at holde på vores vælgere

Det var sensationelt, da Dansk Folkeparti i 2011 vandt hver tredje stemme i Sydjyllands Storkreds, og hos Dansk Folkeparti er man klar over, at det kan blive svært ved det kommende valg.

- Det vil da blive en udfordring at nå det samme resultat igen, men vi gør, hvad vi overhovedet kan for at holde på vores vælgere, da det jo er det, der er afgørende for at få maksimal indflydelse på Christiansborg, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Lars Løkke kan bare udskrive valg, vi er helt kampklar.

Hos Nye Borgerlige har Pernille Vermund en stærk fornemmelse for Syd- og Sønderjydernes forkærlighed for en "særlig borgerlighed":

- Når jeg kommer til området, kan jeg mærke en borgerlighed og en grundlæggende forståelse for den kultur og de værdier, det danske samfund bygger på, og det mærker jeg særligt stærkt lige der, siger formanden og erklærer:

- Hvis valget bliver udskrevet til efteråret, er vi helt klar.