Partikollega uenig med minister

En socialdemokratisk folketingskandidat er lodret uenig med den socialdemokratiske minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen. Det drejer sig om lånemulighederne på landet.

Det er meget svært at få noget finansieret på landet, hvad enten man vil købe bolig, eller etablere eller udvide virksomhed.

Venstre havde i går ministeren i samråd om emnet.

Men Carsten Hansen møder også kritik fra egne rækker..

- Jeg kan ikke begribe, at en socialdemokratisk minister begrænser det til, at der skal flere arbejdspladser til. Det er et politisk valg, om man vil gøre det muligt at bo landsbyerne, siger Christian Rabjerg Madsen ifølge jv.dk.

Christian Rabjerg Madsen er opstillet i Syddanske storkreds.

- Hvis ikke banker og realkreditselskaber kan løfte deres samfundsopgave og låne penge ud til mennesker med en forsvarlig økonomi, uanset hvor disse mennesker ønsker at bo, så må vi fra politisk side gribe ind, siger Christian Rabjerg Madsen.