Fædre patruljerer og holder ghettoen sikker

Der er meget mindre hærværk i ghettoen Stengårdsvej i Esbjerg, efter at en fædregruppe for et år siden begyndte at patruljere i området om aftenen.

Stengårdsvej i Esbjerg går under betegnelsen "ghetto". I årevis har der i området været problemer med, at en gruppe unge har chikaneret både de lokale busser, Hjem-is bilen og for nylig politiet.

Men der findes en lokal gruppe af fædre, der bestemt ikke synes, den slags ballade er i orden. I det seneste år er de mødtes om aftenen for at gå patrulje i lokalområdet.

- Vi gør det, fordi vi kan lide det. Og vi har et ønske om, at alle kan bidrage, siger Atef Nassar, der er medlem af
fædregruppen.

Når gruppen går ud på patrulje, taler de med de unge, de møder i området.

- Vi går rundt og tjekker for eksempel kælderrummene, at der ikke opholder sig nogen der og keder sig, og måske finder på at lave noget "sjovt" dernede. Vi tager til Netto, McDonalds og Jem og Fix og tjekker, om der nogen, der for eksempel ikke opfører sig så hensigtsmæssigt, fortæller Atef Nassar.

Der bor omkring 1800 mennesker i Stengårdsparken, og de har 36 forskellige nationaliteter. Og mange beboere er rigtig glade for det arbejde fædregruppen gør.

quote

Vi gør det, fordi vi kan lide det. Og vi har et ønske om, at alle kan bidrage.

Atef Nassar, Medlem af Fædregruppen, Esbjerg

- De gør folk mere trygge. Vi har jo nogen, der laver for meget ballade herude, så jo, der er blevet mere stille og roligt, det er helt sikkert, siger Joan Sandholm, der er pensionist og bor på Stengårdsvej.

Det giver en anden beboer hende ret i.

- De gør det mere sikkert for os andre at gå på gaden. Og så får de også fat i dem, de skal have fat i. For dem har vi jo herude, ikke, siger pensionist Elva Lyth til TV SYD.

Politiet er også glad for fædregruppens arbejde.

- Det er nærværende voksne, der udøver uformel social kontrol ved at være til stede herude. Ligesom mange af de andre grupper - som Natteravnene, der også består af forældre, der prøver at være noget for de børn, der går rundt på gaden, så de ikke kommer på gale veje, siger Christian Østergård, Specialkonsulent ved Esbjerg Politi til TV SYD.

Fædregruppen har også et mødested, hvor de unge kan hænge ud og tale med hinanden og de voksne.

- Det er her, vi får en god dialog med dem, og snakker om ansvar og pligter og alt det her, siger Atef Nassar. Og han har aldrig oplevet, at de unge beder dem om at blande sig udenom.

- Vi synes, de har pæn respekt for os, siger Atef Nassar til TV SYD.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.