TV der bevæger dig

Filsøs unikke natur kan snart opleves fra cirkelformet bro

Fra sommerferiens start vil gæsterne kunne opleve naturområdet omkring den genskabte Filsø på en helt ny måde, når en cirkelformet bro står klar til at lede de besøgende gennem området. Foto: Schønherr

Her ses den kommende bro fra oven. Foto: Schønherr

Sådan tager den nye bro sig ud fra vandsiden. Foto: Schønherr

1 af 3

En ny cirkelformet bro gør det snart lettere at komme tæt på det særlige landskab omkring Filsø i Vestjylland. Den nye naturoplevelse er et resultat af et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen.

Fra sommerferiens start vil gæsterne kunne opleve naturområdet omkring den genskabte Filsø på en helt ny måde, når en cirkelformet bro står klar til at lede de besøgende gennem området. Det fortæller Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Læs også Filsøs botaniske mirakler

For få år siden lå kun marker her, men i 2010 købte Aage V. Jensen Naturfond området bag klitrækken ved Henne Strand og lod vandet komme tilbage – simpelthen ved at stoppe dræningen og omlægge pumpekanalen. I dag er den kæmpestore sø, Jyllands næststørste, genskabt. Det samme gælder en overflod af vandplanter og omkring 70 ynglende fuglearter. 

Sammen med ni andre særlige steder i det danske landskab blev Filsø i 2012 udvalgt som en del af Realdania-kampagnen "Stedet Tæller".

En ny adgangsvej til Filsø og en ny parkeringsplads ses her nedenfor den nye cirkulære bro. Dermed skabes et centralt holdepunkt, som bliver afsæt for en ny bro, der leder de besøgende ud i naturen i et sammenhængende forløb. Foto: Schønherr

På hvert sted udvikles nu enkle arkitektoniske indgreb, som skal højne og skærpe oplevelsen af naturen uden at overdøve den. Målet er at vise, hvordan man med et minimum af indgreb kan formidle natur gennem besøgssteder af høj arkitektonisk kvalitet – og dermed bidrage til at styrke lokal udvikling og turisme.

Siden udvælgelsen af arkitekt har Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen arbejdet sammen med landskabsarkitekterne Schønherr om at skabe et projekt ved Filsø, der løfter hele oplevelsen af stedet i ét samlet greb.

Ny adgangsvej og p-plads

Med støtte fra Realdanias kampagne "Stedet Tæller" er en ny adgangsvej til søen og en ny parkeringsplads på vej. Dermed skabes et centralt holdepunkt, som bliver afsæt for en ny bro, der leder de besøgende ud i naturen i et sammenhængende cirkelforløb: Gennem klithede og rørsump, helt ud på søen og tilbage igen. Sti og bro hænger sammen og udføres i beton, der patinerer smukt og føjer sig ind i naturen.

Stedet Tæller har støttet projektet med 3,7 mio. kr.

Resultatet forventes at stå klart i starten af juli, med indvielse umiddelbart efter – klar til at blive taget i brug i sommerferien.

Udover den nye bro, som vil være et naturligt udgangspunkt for ture ved Filsø, støtter Aage V. Jensen Naturfond etablering af skolestue, picnicfaciliteter og toiletter i forbindelse med projektet. 

 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu