TV der bevæger dig

Sønderjyskes tidligere cheftræner skal være ny OB-træner

Sønderjyskes tidligere cheftræner Jakob Michelsen skal være OBs nye træner. Foto: Frank Cilius, Scanpix

I samarbejde med TV 2/Fyn

OB's nye træner, Jakob Michelsen, har ikke tryllestøv med til Ådalen. Han peger på samarbejde og stenhårdt arbejde som vejen frem for det hårdt prøvede OB-mandskab.

- Det er et dejligt stadion, hvor jeg har været nogle gange. Men nu skulle vi jo gerne have flyttet sejrene fra den ene bænk og over på den anden, siger Jakob Michelsen med et grin.

Den nyudnævnte OB-træner spadserer allerede hjemmevant op ad langsiden på sin nye hjemmebane i Bolbro, mens han forklarer, hvorfor det efter knap et halvt års arbejdsløshed netop blev Odense, der bliver den sønderjyske fodboldtræners nye arbejdsplads.

- Jeg kunne godt have valgt at tage et job tidligere, end jeg nu har gjort. men det skal føles rigtigt inde i maven, og det skal føles som et godt match. Det skal også være et sted, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel, og jeg føler, at jeg sammen med spillerne og staben kan gøre en forskel her i Odense, siger 37-årige Jakob Michelsen, inden han sætter lidt flere ord på sin kommende arbejdsgiver. 

- Jeg ser en stolt traditionsklub, der har et godt potentiale. Potentiale er sådan lidt et poppet ord, for hvad er et potentiale? Men jeg synes, at jeg sammen med staben har mulighed for at præge det her projekt i en retning, hvor OB kan præstere bedre, end de har gjort i de seneste år. 

- Jeg glæder mig helt vildt til at starte og lære spillerne indgående at kende, siger Jakob Michelsen. 

Læs også Jakob Michelsen skifter til svenske Hammarby

Hver træner har sin måde

OB’s Superligatrup vender tilbage fra sommerferie i midten af juni, og sammen med resten af staben vil Jakob Michelsen første gang stå i spidsen for truppen til den første træning i Ådalen mandag 18. juni.

Sammen med den ligeledes nye assistenttræner, Henrik Hansen, og den fysiske træner, Janus Blond - som Jakob Michelsen i øvrigt begge har arbejdet sammen med i Sønderjyske - begynder arbejdet med at forme holdet, som cheftræneren gerne vil have det. 

- Hver træner har sin stil, men jeg er heller ikke så naiv at tro, at jeg kan komme ind her og på fire ugers opstart ændre ved det hele - og det skal vi heller ikke. OB har gjort rigtig mange ting rigtigt, og der har foregået et rigtig godt stykke arbejde i de seneste tre år, og i øvrigt også før det, her i Odense. Men der kommer nuancer, for hver træner og hver stab har sin måde at gøre tingene på. 

- Det kan også være, der sker lidt ændringer i spillertruppen, og så får vi måske nogle andre typer, siger Jakob Michelsen, der er født i Tønder.

Mere direkte fodbold 

OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, har tidligere efterlyst en mere direkte spillestil, og ikke overraskende er det netop også det mere direkte spil, der kendetegner den måde, som Jakob Michelsen gerne vil se OB spille på.

- Vi har snakket om, at vi som udgangspunkt gerne vil bibeholde de gode ting. OB har været gode på bolden, men vi vil også gerne sætte bolden noget mere på spil. Vi vil også gerne spille noget mere direkte og have noget mere fandenivoldskhed og lidt mere aggressivitet ind på fodboldholdet.

- Vi vil have vores egen stil, men vi vil bestemt også justere en lille smule fra kamp til kamp i forhold til, hvem vi skal møde, og hvordan vi kan sætte vores egne styrker i scene over for den pågældende modstander, uddyber Jakob Michelsen. 

Overpræstation

I 2015/16-sæsonen stod Jakob Michelsen i spidsen for Sønderjyske, der opnåede et meget overraskende andenplads i Superligaen. Mange medier har siden kaldt Sønderjyskes sæson for en overpræstation.

Det udtryk giver træneren dog umiddelbart ikke meget for.

- Jeg tror da, at alle klubber gerne vil overpræstere. Men hvad er det egentlig? Vi skal ud og vinde nogle fodboldkampe, og vi skal arbejde stenhamrende hårdt - sammen. Det her er jo ikke et Jakob-projekt. Der kommer jo ikke en eller anden Messias og smider lidt tryllestøv ud over, og så kører det hele. Vi skal arbejde hårdt og være aggressive. Sammen med spillere, stab, publikum, sponsorer og hele øen skal vi se, om vi kan løfte det her projekt og få noget glæde tilbage.

- Og så er det jo sådan i fodbold, at når man skaber nogle succesoplevelser sammen, så får man noget tillid og noget selvtillid, og så kan tingene nogle gange gå op i en højere enhed, forklarer den nye OB-træner. 

Læs også Sidste kamp for Sønderjyske og succestræner Jakob Michelsen

Målet er top-6

OB har haft top-6 som målsætning i de seneste sæsoner, men i sine tre sæsoner som træner i klubben lykkedes det ikke Kent Nielsen at indfri målsætningen. Det var ifølge sportsdirektør Jesper Hansen den primære årsag til, at klubben nu har skiftet ud på cheftrænerposten.

Den nye mand i spidsen har dog endnu ikke fået udstukket en målsætning for den kommende sæson. Men efter mange år med fokus på proces og udvikling i OB er Jakob Michelsen klar til at sætte alt ind på at nå top-6.

- Målsætningen er, at vi skal rykke det her fodboldhold, og vi skal indfri noget af det potentiale, der er. Den officielle målsætning har vi ikke snakket om endnu, for det kommer an på, hvad det er for nogle forudsætninger, vi selv har, og hvad det er for nogle forudsætninger, vores modstandere har. Man er ikke selv herre over, hvad der sker på transfermarkedet. Men vi vil rigtig gerne jagte top-6, og vi vil gøre det så godt som overhovedet muligt.

- OB er ikke kommet i top-6 i de seneste syv år, og det kunne være hamrende morsomt at tage det skridt næste år, siger træneren. 

Forstærkninger på vej

Jakob Michelsen har ikke direkte fået lovning på konkrete forstærkninger til den OB-trup, der som minimum står til at miste seks spillere i det kommende transfervindue.

Fynboerne tager afsked med Rasmus Jönsson, João Pereira, Jacob Buus, Mathias Thrane, Nana Welbeck og Joan Simun Edmundsson, der alle har kontraktudløb. Derudover er der masser af rygter om et salg af blandt andet klubbens målmand, norske Sten Grytebust, der på rygteplan er på ønskelisten i en unavngivet tysk klub og i flere hollandske midterklubber. 

- Det er Jesper Hansen, der udtaler sig om den slags. Men selvfølgelig har vi også nævnt det i vores samtaler, og nu har OB sagt farvel til en del spillere, så der kommer formentlig også lidt ind, lige så vel som der også sagtens kan ryge noget mere ud. Som med spillestil og fodbold er det også med transfermarkedet og trupper; det er dynamisk, og der sker ting hele tiden. Det kommer der også til at gøre i Odense, siger Jakob Michelsen. 

Læs også Jakob Michelsen fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden