Familie mister to hunde under indbrud: Nu er den ene fundet død

En familie fra Hatting nær Horsens savner collien Zoey. En anden af familiens hunde blev kørt over af toget. De forsvandt begge under et indbrud.

Opdatering fredag klokken 18:

Zoey er fredag aften blevet fundet i et buskads nær familiens hjem. Hun halter på det ene ben og er helt udkørt. Men hun er i live og skal nu til dyrlæge.

Det er enhver hundeejers værste skræk, som en familie i Hatting nær Horsens i øjeblikket oplever.

En af deres hunde er blevet kørt over af toget, og en anden er stadig savnet.. Begge hunde forsvandt efter et indbrud torsdag.

- Vores datter kom i eftermiddags hjem til, at to af vores hunde løb løse rundt på gårdspladsen, og to andre manglede. Der havde været indbrud, og her var hundene sluppet ud, siger en tydelig berørt Niels Erik Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Tyvene stjal dyre PH-lamper, men de er fuldstændig ligegyldige. Dem kunne de have fået, hvis de havde ladet hundene være.

Begravet midt om natten

Kort efter hjemkomsten fik familien et opkald fra Banedanmark, der var blevet kaldt ud til jernbanen nær deres hjem i Hatting, fordi en lokofører havde påkørt et dyr.

Det viste sig at være den ene af hundene.

- Det var vores datters collie Jojo. Den blev fundet død. Det gør virkelig ondt, er næsten ikke til at bære. Vores datter er helt nede, fortæller hundeejeren.

- I nat klokken tre holdt vi en stille begravelse af Jojo, inden vi fortsatte med at lede efter Zoey.

For den trefarvede collie Zoey savnes nemlig stadig.

Den er sort, brun og grå og er lidt af en præmiehund, der har vundet flere store konkurrencer. Familien har ledt hele natten og søgt spor i store dele af nærområdet.

Eftersøgning delt over 5.000 gange

Et opslag om eftersøgningen er delt over 5.000 gange på Facebook og er nået ud vidt og bredt. Men det afgørende tip er endnu ikke kommet.

- Vi ved jo ikke, hvordan tyvene har behandlet hundene. Der er ingen blod på gårdspladsen, men det kan stadig være, at Zoey er såret og ligger og trykker sig et sted. Måske blev hun også ramt af toget, lyder det fra Niels Erik Jensen.

Familien bor nær det kendte Hatting-bageri i den sydlige del af byen, og indtil nu er det primært i det område og langs jernbanen, at der er ledt efter den forsvundne hund.

De ulykkelige hundeejere opfordrer alle til at holde øje med Zoey i Hatting, Horsens og omegn.

Indbruddet på gården fandt sted torsdag mellem klokken 9.40-15.