Ø savner indbyggere: Stiller lejlighed til rådighed

På den lille ø Endelave i det sydlige Kattegat vil de gerne stille en lejlighed til rådighed, så folk kan prøve ø-livet af.

Skøn natur, vilde kaniner og ingen lyskryds – sådan sælger øen Endelave blandt andet sig selv.

- Man kan prøve at bo på en ø for at se, om det er noget for én, fortæller Ib Elgaard, som er talsmand for en arbejdsgruppe, der skal forsøge at tiltrække flere til øen.

Han flyttede selv til Endelave med sin kone fra Fredericia for fire år siden.

- Det har været helt fantastisk. Allerede samme dag vi overtog huset, der var naboerne samlet i vores køkken for at tilbyde deres hjælp.

Nu vil Ib Elgaard gerne være med til, at andre kan forelske sig i den ø, han selv er blevet så glad for.

- Vi er mere eller mindre afhængige af hinanden, og hjælpsomheden kender ingen grænser, fortæller han.

I følge talsmanden bor der omkring 156 på øen lige nu.

- Vi har en nettotilgang på fem inden for det sidste halvandet års tid, siger Ib Elgaard.

For et par år tilbage så det mere sort ud i forhold til tilvæksten på de små øer og landsbyområder generelt.

Kom og prøv en ø

Endelave er kun 13,2 kvadratkilometer og ligger i den sydlige del af Kattegat ud for Horsens.

- Vores børn herovre færdes frit overalt og har en tæt kontakt til naturen, siger Ib Elgaard.

Her er ingen lyskryds og meget lidt trafik, men til gengæld masser af natur.

- Alle tager hånd om alle, medmindre man ønsker at isolere sig, så bliver man det bestemt ikke, siger han.

Endelave er kommet med i et bosætningsprojekt sammen med seks andre småøer. Projektet skal give ny viden og nye vinkler på, hvad man kan gøre for at tiltrække flere naboer til blandt andet Ib Elgaard.

quote

Vi er mere eller mindre afhængige af hinanden og hjælpsomheden kender ingen grænser.

Ib Elgaard, talsmand, arbejdsgruppen for bosætning, Endelave

Her er et nyt tiltag, at man kan komme til øen og prøve at bo en måned eller tre.

- Det er ingen luksuslejlighed, men den ligger i forbindelse med skolen. Vi arbejder på at få en mere, fortæller han.

Helt gratis kan man ikke bo her, men næsten

- I første omgang så skal man selv betale forbruget og et mindre vederlag, så det kan gå i nul.

Efterlyser flere børn

Selvom der er en skole på øen, så er der for få elever til, at de kan blive undervist – derfor bliver de fragtet til Horsens hver morgen.

- Vi vil gerne have flere børn herovre, så vi igen kan tage skolen i brug og undervise dem herovre, siger Ib Elgaard.

Skolen er stadig i brug, men bliver hovedsageligt brugt til temauger for andre klasser fra fastlandet, som kan overnatte på øen.

- Vi vil gerne have gang i infrastrukturen igen, og der er skolen et vigtigt aspekt, fortæller talsmanden.

Derfor efterlyser efterlønneren ikke kun nye legekammerater på sin egen alder, men folk i alle aldre og gerne børn til at holde liv i øen.

- Det skal ikke være et stort oldekolle for efterlønnere og pensionister, men for folk i alle aldersgrupper.

Masser af gæster om sommeren

Om sommeren er der ingen problemer med at tiltrække gæster til øen. Her arrangerer man blandt andet Aktiv Ø, hvor man kan dyrke over 50 forskellige fysiske aktiviteter, som for eksempel yoga, crossfit eller vandre sammen.

- Sidste sommer havde vi 1200 personer igennem vores aktiviteter. De gav udtryk for, at de kom netop for det. Og flere kom sejlende her til, siger Ib Elgaard.

Nu håber de på øen, at det nye initiativ kan skaffe flere til øen mere fast.

- Man bliver modtaget med åbne arme og bliver hurtigt en del af samfundet, fortæller Ib Elgaard.