Sarah vil få unge til at bruge kirken

Alternative fællesskaber og aktiviteter skal få de 20-40 årige til at forblive medlemmer af folkekirken.

Flere unge gider ikke at være medlem af Folkekirken. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I 2016 meldte 25.000 sig ud af Folkekirken, og af dem udgjorde de 18-28 årige 35 procent.

I Horsens er de utilfredse med den udvikling, og de har derfor hyret en præst, hvis mission er at få de 20-40 årige til forblive medlemmer.

Præsten hedder Sarah Lodberg, og hun mener, at problemet er, at de unge ikke kan se, hvad kirken kan tilbyde dem:

- De 20-40 årige kommer kun i kirken, hvis de har børn, der skal til babysalmesang, eller de skal vies, men vi tror også, at den gruppe går og bøvler med tro og eksistentielle spørgsmål, og derfor tror vi, at vi kan lave noget sammen med den målgruppe, siger Sarah Lodberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Åndehul i travl hverdag

Hun mener, at det er muligt for kirken ved at lave aktiviteter, der er interessante for unge.

- Jeg vil gerne faste fællesskaber, for eksempel fællesspisning, hvor man snakker om mere end maden. Vi skal ikke lave noget, der ikke er behov for eller noget, der allerede eksisterer, siger Sarah Lodberg og tilføjer:

- Jeg håber, at vi kan blive et åndehul i en travl hverdag.

16.000 unge gæster

I Aarhus har de i løbet af de seneste år forsøgt sig med et lignende projekt, og det er gået godt, mener de selv.

I en kirke i Aarhus midtby har de lavet særlige aktiviteter for unge i alderen 18-25 år - blandt andet gratis yoga og fotoudstillinger - og sidste år besøgte 16.000 kirken.

- Vi skaber aktiviteter og arrangementer og faste fællesskaber for at vise, at folkekirken også kan være noget for den her gruppe, der melder sig ud af folkekirken, siger Marie Petersen, der er præst i UngK i Aarhus.

Projektet i Horsens løber over de næste fire år.