Stjålet narkohund er fundet igen - to sønderjyder anholdt

Søndag aften fandt Østjyllands Politi den meget omtalte narkohund Pablo på en adresse i Sabro vest for Aarhus. To fra Sønderborg på 17 og 21 år anholdt.

Narkohunden Pablo er nu atter tilbage hos sin ejer. Hunden blev stjålet for anden gang torsdag fra sin hundegård i Aarhus N. I aftes fik politiet så et tip om, at hunden skulle befinde sig på en adresse i Sabro vest for Aarhus. Og her fandt man så hunden. 

- En patrulje tog ud og ransagede på adressen, hvor der befandt sig to mænd fra Sønderborg på 17 og 21 år. I forbindelse med ransagningen fandt politiet hunden Pablo bag en låst dør, og de to mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af hunden, oplyser Østjyllands Politi. 

Pablo er heldigvis i god behold og er udleveret til sin ejer.

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen, og det kan ikke udelukkes, at der vil komme flere sigtelser. Derfor kan politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om sagen. 

Historien om narkohunden Pablo er blevet spredt vidt og bredt blandt andet gennem en facebookside, der fik efterlysningen af hunden oversat til adskillige sprog.

Pablo er en specialtrænet narko- og politihund, og ejeren Michael Johansen har været mere end ulykkelig over tyveriet af hunden. 

Til daglig arbejder Michael Johansen og Pablo på hundeskolen på AFTC-Hundetræningscenter i Karup. Her er alle skolerne indenfor flyvevåbenet underlagt. Det er det eneste sted i landet, hvor militæret uddanner tjenestehunde.