Besøgende fanges af tidevand på dansk ferieø - en katastrofe, siger beboer

Et lyssignal kan være løsningen mod det lumske tidevand, mener beboer. Men forslaget er før blevet afvist af kommunen.

På den lille ø Mandø i Vestjylland kender de cirka 35 beboere udmærket til rytmen i det stigende tidevand, der to gange om dagen oversvømmer Låningsvejen, som forbinder øen med fastlandet.

Anderledes ser det dog ud for flere af de omtrent 80.000 turister, der hvert år lægger vejen forbi øen i Vadehavet.

En bil med en schweizisk familie og to hunde blev søndag fanget af det lumske naturfænomen og måtte reddes af en traktorbus - en passagervogn trukket af en traktor - fra området, skriver Jydske Vestkysten.

Ifølge Ribe Brandvæsens hjemmeside er det femte gang i år, at beredskabet er kaldt ud til besøgende, der er blevet ofre for tidevandet.

Vil have lyssignal

Det tilbagevendende problem kan skade både køretøjer og feriehumør - og det koster ressourcer, når beredskabet sender redningsmandskab ud til de nødstedte.

Og det har fået Mandø-beboeren Benny Thomsen til at reagere. Ifølge ham bør der opstilles et lyssignal, der kan vejlede de besøgende, som ikke kender tidevandets lune. Den nuværende tilstand er nemlig ikke holdbar, lyder det.

- Det er en katastrofe. Tænk, hvis man er rejst en lang vej for at besøge Mandø og ender i sådan en situation. Det kan vi simpelthen gøre bedre. Det er dårlig reklame for Vadehavet, siger beboeren, der selv tidligere har arbejdet med turisme på øen, men nu er gået på efterløn.

Ved overgangen til Låningsvejen står der et skilt, som advarer om tidevandet. Men det er ikke særlig tydeligt, lyder det fra Benny Thomsen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Flemming Gehlert, Vojens

Løsning skal på bordet

Det er heller ikke første gang, at Mandø-beboeren råber op. Forslaget om lyssignalet har han for flere år siden vendt med Esbjerg Kommune.

Formand for Teknik- og Byggeudvalget i kommunen, Søren Heide Lambertsen (S), husker også, at forslaget før er blevet både drøftet og sat i bero.

Naturen er nemlig ikke altid til at regne med, og det er derfor svært at garantere, hvornår folk kan nå tørskoet til og fra øen - og det skaber juridiske udfordringer for kommunen, som kan ende med ansvaret, lyder det.

Han er dog er ikke afvisende over for forslaget - eller andre idéer, der kan komme udfordringen til livs.

- Jeg tager kontakt til fællesrådet, og så kigger vi på, hvordan vi kan finde en løsning, siger han.

Det er dog politiet, der i sidste ende skal godkende forslaget, hvis der skal opsættes et lyssignal ved Låningsvejen. Men det kræver, at kommunen henvender sig, så de kan starte en dialog, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i et skriftligt svar til TV 2.

- De, der kommer udefra, er på den

Hvis besøgende i dag vil have information om tidevandet, kan de ringe til den lokale brugs på Mandø eller selv tjekke vandstanden på DMI.

Men ifølge Benny Thomsen er det ikke nemt at finde frem til informationerne på hjemmesiden – eller at aflæse dem.

- Vi beboere er så priviligerede, at vi ved, hvordan vi finder de oplysninger. Men de, der kommer udefra, er altså på den, lyder det.

Han bakkes op af bestyreren af Mandø Brugs, Ellen Christensen, der anbefaler, at nytilkomne altid ringer til hende eller kollegaerne i brugsen, hvis tvivlen melder sig.

Det er da også et tilbud, som bliver brugt flittigt. Allerede ved middagstid mandag havde næsten 20 personer ringet for at få kyndig vejledning om det svært gennemskuelige fænomen.

Er man stadig ikke vild med tanken om at udfordre tidevandets kræfter på egen hånd, er det også muligt at tage traktorbusserne til og fra Mandø. På den måde kan besøgende undgå selv at skulle krydse den utilregnelige strækning på Låningsvejen.

Det er Naturstyrelsen, der står for dispensation til at køre i området. Under dem står Kystdirektoratet for at anlægge vejen over til Mandø - og sidst står Færdselsstyrelsen for at stille krav til motordrevede køretøjer... men ikke hestevogne.
Det er Naturstyrelsen, der står for dispensation til at køre i området. Under dem står Kystdirektoratet for at anlægge vejen over til Mandø - og sidst står Færdselsstyrelsen for at stille krav til motordrevede køretøjer... men ikke hestevogne.
Foto: Kasper Larsen, TV SYD