Lokalt ned til -8 graders frost i Vestjylland Den koldeste forårsmorgen i 28 år

Vi er stået op til en af de koldeste morgener så sent på året.

Selv om vi er langt inde i foråret, er kulden over Danmark en vintermorgen værdig.

I store dele af landet er man lørdag morgen igen stået op til is på bilruderne, rim i græsset og en for årstiden usædvanlig kold morgen, hvor termometret flere steder har været nede under -5 grader.

Ikke set koldere på denne tid af året siden 1991

Tidligt lørdag morgen er der ved Billund blevet målt -5,1 grader. Koldeste temperatur på -6,9 grader er målt ved Isenvad nær Ikast. 

Det er den lavest målte apriltemperatur i 28 år.

Vi skal tilbage til den 21. april 1991 for at finde en koldere morgen på denne årstid. Dengang viste termometret -7,3 grader.

Også andre steder i Jylland har det været vinterligt koldt i nat.

Laveste temperaturer den 13. april 2019
Laveste temperaturer den 13. april 2019
Foto: TV2 Vejret / Grafik

Koldt i Vestjylland lokalt ned til -8 grader

Lokalt kan termometret uden for køkkenvinduet godt have været længere nede, end de officielt målte -6,9 grader i Isenvad.

Ifølge Vejrdirektoratets målinger langs de danske veje er der ved Hoven nær Ølgod ved Varde målt ned til -8 grader.

Kold luft og klart vejr

Det er fjerde morgen i træk med temperaturer, der har været under -5 grader.

Det er kold og knastør polarluft over Danmark kombineret med klart vejr og rolige vindforhold, der har givet mulighed for, at man i Midtjylland kunne nå ned på de -6,9 grader.

Stadig langt fra kulderekord

Selv om de -6,9 grader i Isenvad lørdag morgen er helt usædvanligt koldt så sent på foråret, så er vi stadig langt fra den absolutte kulderekord for april måned.

Den laveste temperatur målt i april siden 1873 er -19,0 grader, der blev målt i Store Vildmose den 3. april 1922.