Dronningen havde søstre med til fejring - dem vil vi se mere til, siger ekspert

Dronningen og hendes to søstre var til stede ved et officielt arrangement i Kolding, som fylder 750 år.

Det er både et historisk smeltedigel og et nytænkende handelscentrum.

Sådan lød dronning Margrethes karakteristik af Kolding, da hun lørdag ønskede byen tillykke med sit 750 års jubilæum.

- Kolding har en profil, som ikke alene skyldes borgen højt på banken. Den er kendetegnet ved innovative virksomheder og uddannelsesteder, som gør, at unge mennesker søger hertil, lød det i talen, som hun holdt foran en stor folkemængde ved Koldinghus.

Maria Haulik fik en rigtig god plads og tog dette billede af Dronningen ved Koldinghus i dag.
Maria Haulik fik en rigtig god plads og tog dette billede af Dronningen ved Koldinghus i dag.
Foto: Maria Haulik/Privatfoto

Som Danmarks eneste jyske kongeslot var det nærtliggende med et royalt visit på den runde dag, men det overraskede, at Dronningen for første gang i en årrække havde taget sine to søstre med, lyder det fra adjunkt i samfundsvidenskab fra Professionshøjskolen Absalon, Lars Hovbakke Sørensen, som har fulgt kongehuset tæt.

- Normalt ville hun være der sammen med sin ægtemand, prins Henrik. Det ville være naturligt ved sådan en stor og vigtig begivenhed, siger han.

Efter prins Henriks død i slutningen af februar tror kongehuseksperten, at danskerne kommer til at se meget mere til de to søstre til officielle arrangementer. 

Søstrene prinsesse Benedikte og tidligere dronning af Grækenland Anne-Marie sad således på hver sin side af deres enkesøster under de øvrige taler i slotsbyen. 

Har ikke altid været danske repræsentanter 
Den næstældste af de tre søstre, prinsesse Benedikte, er protektor for Koldinghus og det tilhørende museum, så hendes tilstedeværelse var forventet, men den yngste søster, Anne-Marie, har kun sjældent været en del af arrangementerne i det danske kongehus.

- Grunden til, at hun ikke har været med i mange mange år, er, at hun har været en officiel del af det græske kongehus, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prinsesse Benedikte er protektor for Koldinghus, der er det sidste kongeslot i Jylland.
Prinsesse Benedikte er protektor for Koldinghus, der er det sidste kongeslot i Jylland.
Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

Anne-Marie giftede sig med den græske kong Konstantin den 2. af Grækenland i 1962 og blev dermed græsk dronning, men landet ændrede senere sin grundlov og fik i stedet en præsident som statens overhoved.

Netop de tre kvinders brylupper spiller en særlig rolle under dagens arrangement i Kolding.

Dronning Anne-Marie til dagens arrangement i Kolding.
Dronning Anne-Marie til dagens arrangement i Kolding.
Foto: Michael Drost-Hansen, Ritzau Scanpix

I forbindelse med jubilæet åbner Koldinghus nemlig udstillingen 'Magtens smykker', som indeholder det diadem, som alle tre søstre bar, da de blev gift. Et diadem, der i 1905 blev givet til de tre kvinders bedstemor og siden givet til deres mor, dronning Ingrid af Danmark. 

Dronningen plejer det jyske 
Arrangementet i Kolding fortsætter med festligheder resten af dagen og havde også besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som markerede dagen med en tale. 

Dronningens besøg betyder ifølge Lars Hovbakke Sørensen, at kongehuset gør en dyd ud af at komme væk fra København og besøge det jyske.  

- Det sker en gang imellem, når hun skal åbne forskellige arrangementer og udstillinger, men det er relativt sjældent, siger han. 

Dronningen sluttede da også sin tale sin tale med en hyldest til byen. 

- Det er en glæde for mig igen at besøge byen og lykønske koldingenserne - ja, hele området - med jubilæet. Tillykke.

Du kan se hele talen herunder.

 
Video: Ernst Møller, TV SYD