'Fantastisk kulisse' i skæbnekamp: - Nerverne afgør det, siger ekspert

4300 tilskuere forventes at være på plads til skæbnekampen mellem KIF Kolding og TM Tønder.

Fredag aften bliver KIF Kolding og TM Tønders skæbne afgjort, når de mødes i den tredje og afgørende duel i kampen om den sidste plads i herrernes håndboldliga i næste sæson.

Det er Sydbank Arena i Kolding, der danner ramme om den yderst vigtige kamp, der kan sende koldingenserne ned i 1. division for første gang i 35 år.

quote

Nu skal vi gøre arbejdet færdigt

Lars Rasmussen, cheftræner, KIF Kolding

Presset er derfor på de mangedobbelte danske mestre, men i skæbnekampen kan de forvente god opbakning. Kolding regner med, at der bliver skruet helt op for lydniveauet.

- Der er 300 siddepladser tilbage, men de skal nok forsvinde, siger KIF Koldings eventchef, Mathias Sørensen, til TV 2 SPORT.

- Derudover har vi væsentlig flere ståpladser til den her kamp, end vi havde til den første, hvor vi var 4000. Så vi forventer mellem 4200-4300 tilskuere.

Cheftræner for TM Tønder Torben Sørensen har nok at tænke over efter kampen i Tønder i tirsdags.
Cheftræner for TM Tønder Torben Sørensen har nok at tænke over efter kampen i Tønder i tirsdags.
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Også Tønder Hal 2 var fyldt til bristepunktet tirsdag aften, men indtil videre har de fyldte håndboldhaller ikke været nogen fordel for hjemmeholdet.

Således tabte Kolding 23-25 i den første kamp, inden de stod for presset i Tønder, vandt 29-19 og fremtvang en nervepirrende tredje kamp fredag aften.

- Nu skal vi gøre arbejdet færdigt, lød den klare opfordring fra Kolding-træner Lars Rasmussen efter sejren.

- Der bliver knald på, og det bliver en fantastisk kulisse. Men vi skal tage det meget, meget alvorligt, fordi vi blev rimelig rundbarberet i den første kamp. Det bliver jo fuldstændig vanvittigt.

Ekspert tror på Kolding-sejr

Netop de mange tilskuere og den formentlig store opbakning til Kolding-holdet kan vise sig at få afgørende betydning for, hvem af de to mandskaber der kan kalde sig ligahold i næste sæson.

Det mener TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard, der påpeger, at det hold, der håndterer det psykologiske spil bedst, har en stor fordel.

- De to kampe har vist, hvor meget psykologien og evnen til at håndtere pres betyder. I første kamp var det Kolding, der var enormt nervøse og havde alt at tabe. Det kunne de ikke håndtere. Tønder faldt så fuldstændig sammen mentalt, da de kunne afgøre det hele på hjemmebane.

quote

Jeg er er mest spændt på, om Kolding kan håndtere, at der kommer 4300 tilskuere.

Bent Nyegaard, håndboldekspert, TV2 Sport

- Jeg er er mest spændt på, om Kolding kan håndtere, at der kommer 4300 tilskuere. Nu har de igen rigtig meget at tabe. Det er en situation, som de ikke har været særligt gode til at håndtere. Dem, der håndterer nerverne bedst, vinder.

Og hvis man tvinger Bent Nyegaard til at komme med et bud på en vinder af opgøret, er håndboldeksperten ikke i tvivl, selvom han spår et spændende opgør.

- Jeg siger Kolding. Kolding kan ikke svigte to gange foran så mange mennesker. Det tror jeg simpelthen ikke på.

- Overlevelse vil betyde alt

Det er da også en god håndfuld år, siden KIF Kolding sidst måtte vinke farvel til dansk håndbolds fineste selskab.

Mere nøjagtigt er det 35 år, siden jyderne var nede at vende i 1. division. En tur, Jens Svane for alt i verden vil undgå.

- For en god, gammel Kolding-dreng som mig, vil det fandeme være rart at overleve. Hold kæft, det vil være en lettelse, fortalte Svane til TV 2 SPORT efter sejren i Tønder tirsdag.

- Men selvfølgelig frygter vi alle sammen at rykke ned. Men det lykkedes os at bruge frygten produktivt, og det er den samme opgave, der venter i den sidste kampe. Vi ved, at de kan slå os, og vi ved, at vi kan slå dem.

Kolding-spilleren skal dog forvente et opsat TM Tønder-hold. Sønderjyderne kommer til Kolding for at revanchere tirsdagens store nederlag.

- Vi skal komme meget bedre ud af starthullerne. Vi kommer til Kolding for at gøre arbejdet færdigt, forklarede målmand Nicklas Simonsen til TV 2 SPORT efter nederlaget på hjemmebane.