TV der bevæger dig

Haldirektør ærgrer sig over KIF's flytteplaner: Vi har en aftale

Brøndby Hallen og KIF Kolding København har en aftale der løber frem til 2025. Haldirektøren forventer, at klubben overholder aftalen. Foto: TV2

I samarbejde med tv2.dk

Brøndby Hallen og KIF Kolding København har en aftale for de kommende otte år, og haldirektøren forventer, at klubben overholder aftalen.

Håndboldklubben KIF Kolding København har hjemmebane og administration i henholdsvis Kolding og Brøndby, men i øjeblikket undersøger klubben muligheden for at skifte Brøndby Hallen ud med Farum Arena.

Det vil i så fald kræve en ændring eller ophævelse af den nuværende aftale mellem klubben og hallen. I den tiårige lejeaftale, der blev indgået i juni 2015, forpligtede KIF Kolding København sig til at spille minimum otte kampe i Brøndby om året.

- Jeg har selvfølgelig godt hørt, at Jens Boesen (direktør i KIF Kolding København, red.) har talt om at spille nogle kampe i Farum. Det har jeg det i princippet ærgerligt med, siger Brøndby Hallens direktør, Carsten Boje Larsen, til TV 2 SPORT.

- På den anden side kan jeg også godt se fordelene i at have flere hjemmebaner, men vi har stadigvæk en aftale, som jeg har en forventning om, at han (Jens Boesen, red.) lever op til.

- Vi har sat os til, at de skal spille minimum otte kampe i Brøndby Hallen. De kommer til at spille den syvende kamp på søndag, og så har jeg en fornemmelse af, at den sidste kamp finder vi nok en løsning på, siger direktøren.

Ingen gæld til Brøndby Hallen

Siden indgåelsen af aftalen har KIF Kolding Københavns økonomiske problemer jævnligt været et tema, og i sidste uge udtalte Jens Boesen til TV 2 SPORT, at 5000 tilskuere i Brøndby Hallen uden tvivl er en bedre forretning, mens færre tilskuere kunne gøre Farum Arena til en bedre forretning.

Det er imidlertid ikke et økonomisk hængeparti med Brøndby Hallen, som har fået KIF Kolding København til at se sig om efter nye omgivelser, fortæller Brøndby Hallens direktør.

- Jeg tror ikke, at KIF Kolding København samarbejder med nogen, som ikke har lidt udfordringer med at få deres penge i ny og næ, men i de tre og et halvt år jeg har været i Brøndby Hallen, har de altid betalt deres penge, siger Carsten Boje Larsen.

- Det er ikke sådan, at de står med en eller anden kæmpegæld til Brøndby Hallen. Slet ikke.

- Vi får vores penge. Jeg vil ikke sige, når vi beder om dem, men det er ikke sådan, at de opbygger en gæld over tid.

Så der er intet til hinder for, at KIF Kolding København spiller i Brøndby Hallen i næste sæson?

- Ikke fra vores side, fastslår Carsten Boje Larsen og fortæller samtidig, at der ikke er indledt forhandlinger om en ændring eller ophævelse af lejeaftalen.

Onsdag spiller KIF Kolding København sin anden kamp i Farum Arena i denne sæson, når fynske GOG kommer på besøg. Søndag gælder det sæsonens syvende kamp i Brøndby Hallen, hvor Skjern kigger forbi.

Se begge kampe direkte på TV 2 SPORT. Onsdag fra kl. 20:05 og søndag fra kl. 19:05.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra KIF's Jens Boesen, men det har ikke været muligt.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig