Alt tyder på, at konkurstruslen mod KIF Kolding er afværget.
Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger har klubbens investorer, som overtog kontrollen over Danmarks mest vindende håndboldklub i sommer, garanteret spillertruppen klubbens overlevelse på trods af konkursbegæringen mod klubben.
Garantien kom ifølge flere kilder, som TV 2 SPORT har talt med, på et spillermøde onsdag, hvor ledelsen - anført af næstformand og investor Anders Jensen - orienterede spillerne om den aktuelle situation.
På mødet garanterede investorerne, at KIF Kolding ikke går konkurs på mandag, hvor klubben ellers er indkaldt til at møde i skifteretten i Kolding, efter Håndbold Spiller Foreningen - på vegne af tre tidligere spillere Bo Spellerberg, Lars Jørgensen og Marcus Cleverly samt en fysisk træner - har begæret klubben konkurs.
Ifølge TV 2 SPORT's kilder har investorerne garanteret klubbens fremtid, og at beløbet, der skal til for at undgå konkursen, bliver betalt inden mandagens retsmøde.
Det planlagte retsmøde fremgår lige nu heller ikke af retslisterne på skifteretten i Koldings hjemmeside.
Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er det et beløb på mellem én og halvanden millioner kroner, som KIF Kolding skylder de fire tidligere ansatte.
KIF Koldings investorer og ledelsen har ikke reageret på TV 2 SPORT's henvendelse for en kommentar.