Kommune halverer sygefravær i børnehave: - Vores fremmøde er simpelthen steget helt vildt

Flere medarbejdere har mindsket deres forbrug af astmamedicin.

Flere medarbejdere har mindsket deres forbrug af astmamedicin.

Vi er netop trådt ind i årets anden vintermåned.

Flere steder kan få sne over weekenden, og forkølelse og snue indfinder sig på næsten månedlig basis hos mange børnefamilier.

For det er næsten mere reglen end undtagelsen, at vores små purke slæber en bakterie med sig fra deres institution i løbet af året.

Men i en børnehave i Hedensted kommune har man fundet en løsning. Her har man halveret antallet af sygedage med en simpel metode: luftrensere.

- I dag er vi alle på arbejde, og alle børn er her, fordi vores fremmøde simpelthen er steget helt vildt, efter vi har fået det her, siger Kirsten Kjems, der er institutionsleder i Børnehuset Giraffen, der ligger i Glud.

Fra 21 til 32 børn
Kort fortalt installerede Hedensted Kommune i juni 2017 via et forsøg luftrensere i børnehaven Giraffen med det formål at mindske antallet af skadelige partikler.

Her var man især ude efter partikler fra madlavning, støv, stearinlys og bål samt trafikos udefra.

Og resultatet godt 1,5 år efter er ikke til at tage fejl af.

Ifølge Hedensted Kommune er børnenes fremmøde øget med 53 procent, og de ansattes sygedage er sænket med seks dage per medarbejder.

Konkret betyder det, at fra at der på en gennemsnitlig dag i første kvartal af 2017 mødte 21 børn op, mødte der i første kvartal af 2018 hele 32 børn op.

Børnenes fremmøde i Giraffen 1. kvartal 2017 vs. 1. kvartal 2018.

Kilde: Nordic2care
Kilde: Nordic2care
Foto: Kilde: Nordic2care

Tallene er indsamlet i perioden 1/1-17 til 14/4-17 og fra 1/1-18 til 14/3-18. Graferne er opgjort i dage.

Og forsøgets resultater er da også bemærkelsesværdige, lyder det fra en ekspert på området:

- Børn i institutioner er i en alder, hvor 20-30 procent har luftvejslidelser, fordi de er uhyre følsomme overfor partikelforurening.

- Vi ved fra udenlandske undersøgelser, at luftrensere er uhyre effektive til at nedbringe partikelforureningen og faktisk også mængden af pollen, vira og bakterier i luften. Så alting taler for, at det skulle have en gavnlig effekt, men det kan man ikke endegyldigt sige ud fra det her forsøg. Der skal meget større videnskabelige undersøgelser til, men meget tyder på, at det har en positiv effekt på sundheden, siger Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.

Mindre snottet
Før forsøget havde institutionens pædagoger i 2017 cirka 13 sygedage i første kvartal. Det tal var i 2018 kommet ned på cirka syv i samme kvartal.

- Jeg har førhen døjet rigtig meget med bihulebetændelse og været meget forkølet, og det gør jeg ikke rigtigt længere, siger Mette Kierkegaard, der er pædagog i Giraffen.

Og som bonus har nogle af de ansatte ligeledes oplevet, at deres medicinforbrug er faldet.

Sygedage pr. medarbejder i Giraffen

Kilde: Nordic2care
Kilde: Nordic2care

- Vi har personale, der førhen har taget astmamedicin, og som ikke bruger det i samme omfang længere, siger institutionsleder Kirsten Kjems.

Institutionslugten er væk
Konkret blev luftrenserne placeret i institutionens mest befolkede områder: de fire stuer samt i fællesrummet.

Her sugede de luften ind i et filter og rensede den for bakterier, støv og pollen, så det blev mindsket med op til 98 procent.

Og det har man kunnet mærke, lyder det fra forældrene:

- Jeg synes, at der er en renere luft her. Og der er ikke alle de der lugte, som man typisk forbinder en institution med. Og så kan jeg klart mærke, at der ikke er så meget sygdom, siger Ina Pedersen, der er forælder og til dagligt arbejder som sygeplejerske.

Også femårige Fiona Kroghslund Højen ved, hvad de mærkelige maskiner i hjørnet af rummene bidrager til:

Flere dage i Giraffen.

- Det er dejligt, for så kan man lege mere med sine venner, siger hun.

Flere luftrensere på vej
Hedensted Kommune har efter de succesfulde resultater installeret luftrensere i syv andre af kommunens institutioner.

Kommunen oplyser, at prisen for en børnehave med tre stuer er cirka 25.000 kroner per år. Maskinerne lejes af firmaer, så der er ingen etableringsudgift.

I 2018 viste en undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), at der i ni ud af ti klasselokaler blev undervist i dårlig luft eller for høje temperaturer

Undersøgelsen byggede på målinger fra 245 klasselokaler og slår fast, at der mange steder var store problemer med indeklimaet. Og det kan gå ud over undervisningen, oplyste en professor til TV 2.