TV der bevæger dig

Masseslagsmål på motorvejen

Ifølge politiet var slagsmålet et internt opgør mellem bander i Esbjerg-området. Foto: Scanpix/Stig Nørhlad

I samarbejde med tv2.dk

To biler påkørte en anden bil, og så kom personerne i bilerne op at slås. En blev kørt på sygehuset.

En personbil blev onsdag aften påkørt af to andre køretøjer på Esbjergmotorvejen ved Korskro, hvorefter der opstod slagsmål mellem personerne i bilerne.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var slagsmålet et led i den verserende bandekonflikt mellem en bande fra Stengårdsvej og en bande fra Kvaglund. Begge er boligområder i Esbjerg-området.

Ifølge politiet var der op til ti personer fra Kvaglund i de to biler, der påkørte den ene bil med tre passagerer fra Stengårdsvej.

- På grund af styrkeforholdet går det hårdest ud over de tre personer fra Stengårdsvej. Den ene får lidt flere skader end de to andre, siger vicepolitiinspektør Carsten Arentoft Andersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2.

Benyttede slagvåben

Der er formentlig også blevet benyttet slagvåben af en art under slagsmålet.

- Der er ikke stik eller skudsår, men skaderne på den ene af de tre bærer præg af en eller anden form for slagredskab. Om det er en kølle eller hammer ved vi så ikke, siger Carsten Arentoft Andersen.

En 24-årig mand blev efter angrebet indlagt på sygehuset på grund af sine skader. Hans tilstand er nu stabil.

Politiet efterforsker sagen, men har endnu ikke foretaget anholdelser.

- Vi har ikke konkrete navne, men vi ved nogenlunde, i hvilken retning vi skal kigge, fortæller Carsten Arentoft Andersen.

De to bandegrupperinger har løbende været i konflikter med hinanden. Den 5. januar var der også skudvekslinger mellem de to grupperinger. 

 

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden