Mor til drabssigtet: - Han har været voldelig i mange år

Ifølge forældrene til den mand, som er sigtet for mord og mordforsøg på en campingplads, har han flere voldsepisoder bag sig.

Efter knivdramaet på campingpladsen Stjerne Camping i Vejers onsdag morgen, hvor en person blev dræbt og en 59-årig mand fortsat kæmper for sit liv, står forældrene til den drabssigtede nu frem med nye oplysninger om deres søn.

Ved episoden gik den sigtede - en 53-årig mand - efter alt at dømme amok med en kniv ved campingpladsens badeområde, hvor han stak ofrene gentagne gange.

I dag, torsdag, blev den 53-årige varetægtsfængslet i surrogat i fire uger. Han er sigtet for drab og drabsforsøg.

Forældre: Politiet har fejlet

Ifølge moren til den drabssigtede, Tove Mogensen, har han været farlig og utilregnelig i mange år og har flere voldssager bag sig. Han er tidligere idømt fængselsstraf og efterfølgende en behandlingsdom og har ifølge moren "altid været voldelig".

Og moren er klar i mælet, når det kommer til politiets indsats, da de blev ringet op af campingpladsens ejer, der var urolig.

- De har fejlet. Havde de hentet ham, når han var så syg, var det ikke sket. Det kan jeg da regne ud, siger Tove Mogensen til TV 2.  

Hvad burde politiet have gjort?  

- De skulle have hentet ham med en læge og fået ham indlagt, det er helt bestemt. 

Politi: Ingen indikationer på, han var farlig

Ifølge Politiinspektør Claus Nørgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi var der ikke noget, der i situationen tydede på, at manden var farlig. 

 - Det fremgår, at der er tale om en formentlig psykisk syg person. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er en person, der er til fare for sig selv eller for andre. Derfor har vi en vejledning over telefonen og der er formidlet kontakt til familien, siger han til TV 2 og fortsætter: 

- Der er ikke noget, der signalerer, at vi ender i det her.

Ifølge Claus Nørgaard beror politiets ageren på en samlet, konkret vurdering - og blot, ikke at manden er tidligere kendt af politiet og har flere voldsepisoder bag sig. 

- Vi kan ikke bare tage ud og hente en person, og vi kan ikke vurdere, om han er psykotisk. Det er noget, vi kan bede læger om at hjælpe med. Men der var ingen oplysninger på det tidspunkt, der indikerede, at han var så farlig.

 - Det afgørende er det samlede billede og den konkrete vurdering i den enkelte sag, siger Claus Nørgaard og vil ikke kommentere yderligere på, hvordan manden er kendt af politiet.

Fik flere knivstik i maven

Det 64-årige drabsoffer fra Fyn fik flere knivstik i maven, mens den 69-årige fra Rødekro-området blev stukket to gange i ryggen og fire gange i maven.

Det fremgår af sigtelsen mod manden, som blev læst højt, da han torsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia ved Retten i Esbjerg.

Politiet har efter anholdelsen udtalt, at manden formentligt er psykisk syg, og man vurderede ham derfor ikke rask nok til at være til stede i retten, hvorfor han blev varetægtsfænglet i surrogat. 

Politiet er massivt tilstede ved Stjerne Camping.
Politiet er massivt tilstede ved Stjerne Camping.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD