TV der bevæger dig

Mor til fire målløs over Legoland: - Forældet og fordummende

Sådan så skiltet ud ved Dragen-forlystelsen i Legoland. Foto: Maj My Midtgaard Humaidan

I weekenden var Maj My Midtgaard Humaidan i Legoland med sine børn. Et bestemt skilt fik hende til tasterne.

I samarbejde med tv2.dk

Sammen med tre af sine fire børn på fem til otte år var Maj My Midtgaard Humaidan i Legoland lørdag.

Her besøgte de forlystelsen 'Dragen', hvor den 35-årige mor læste op af skiltene, mens familien stod i kø. 

- Der var en fin troldmandsfigur, og ved siden af ham hang et skilt, og heldigvis læste jeg lidt foran, fortæller hun. 

Skiltets ordlyd var følgende: 

- Troldmandens værksted er fuld af mysterier og hemmeligheder. Lige nu prøver han på at lave en magisk drik til alle kvinder i borgen, som drømmer om at blive yngre, smukkere og slankere. Han vil blive meget populær, hvis han kan gøre det!

Min datter ville nok ønske, hun kunne flyve eller trylle som Harry Potter, men aldrig at hun kunne blive smukkere eller slankere. Hvis hun sagde det, ville jeg godt nok blive trist.

Maj My Midtgaard Humaidan, mor til fire 

Helt forundret nåede hun i farten at ændre teksten til, at det kunne give kvinder magiske kræfter.

- Jeg synes, det er forældet og fordummende. Jeg ønsker mig ikke, at mine døtre, andre piger eller drenge for den sags skyld skal have den forventning, at kvinders største drøm er at blive slankere, smukkere og yngre, siger Maj My Midtgaard Humaidan, der er uddannet journalist og arbejder som blogger. 

Skiltet fik hende siden til tasterne, og hun klagede til Legoland samt lagde et opslag op på Facebook med et billede af skiltet.

- Skiltet er jo ikke henvendt til den 42-årige husmor, og jeg tror ikke, det er et godt selvbillede, at man i Legoland bliver præsenteret med det som sit ønske til en magisk drik, siger hun og uddyber: 

- Min datter ville nok ønske, hun kunne flyve eller trylle som Harry Potter, men aldrig at hun kunne blive smukkere eller slankere. Hvis hun sagde det, ville jeg godt nok blive trist. 

Det var efter nøje overvejelse, at hun valgte at lægge billedet på de sociale medier.

- Jeg synes, det er vigtigt at sende et budskab om, at det godt kan betale sig at råbe op, når der er noget, man synes, er helt forkert. Det viser sig også, at det skilt er faldet mange for brystet. 

"Heller ikke okay i 1997"

Bloggeren har fået følgende svar fra Legoland: 

- Vi er kede af, at skiltet bliver opfattet på den måde, det er bestemt ikke meningen. Skiltet er lavet i spøg i forbindelse med opførelsen af Borgen i 1997. Vi tager kritikken til efterretning og undersøger, om troldmanden kan finde på en ny trylledriksopskrift til skiltet.

Flere har siden Maj My Midtgaard Humaidans opslag også klaget til Legoland og fået samme svar.

Hun er ikke tilfreds med svaret, hvis det er den officielle holdning. 

- Hvis det er en større beslutning at sende det svar ud, er det et vagt, ligegyldt og på en måde et ansvarsfralæggende svar. De burde indrømme, at det selvfølgelig ikke er en okay tekst at have hængende i 2017 og i øvrigt heller ikke i 1997, og at det vil de selvfølgelig ændre med det samme. 

Legoland: Vi ændrer skiltet

TV 2 har kontaktet Legoland, og pressechef Julie Sloth Blumensaat fortæller, at skiltets ordlyd bliver ændret, så der fra fredag står noget nyt ved troldmandsfiguren.

- Vi har taget kritikken til efterretning og synes, det er helt fint at finde på en ny trylledrik. Vi ønsker selvfølgelig ikke, at skiltet skal virke stødende, siger hun. 

- Vi har rigtig mange skilte og rigtig mange Legomodeller. Hvis vores gæster gør opmærksomme på noget i parken, så tager vi det til efterretning. 

Hvorfor ikke skrive, at børn kan flyve eller andet fantasifuldt frem for at ønske sig slankere, smukkere og yngre? 

- Det er faktisk et rigtig godt forslag til en trylleformular, så det tager vi med i puljen, siger pressechefen, og fortæller, at parken en gang tidligere har oplevet en klage omkring ordlyden. 

- Det er skrevet med et glimt i øjet i 1997, og nu er det så bare tid til at få skiftet skiltet ud. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden