Lars Krogh følte sig voldsomt snydt: - Alle kan se, at der er straffe

En situation i kampens absolut sidste sekund fik store dele af opmærksomheden fra Sønderjyske-assistenten Lars Krogh Jeppsen efter kampen.

Der var spænding til det sidste, da Nordsjælland og Sønderjyske mandag aften spillede uafgjort i herrernes håndboldliga. 

Kampen endte 26-26, men i de døende sekunder følte Sønderjyske sig snydt for et straffekast i en situation, hvor stregspilleren Adam Nyfjäll blev tacklet i skudøjeblikket.

Sønderjyske-assistenten Lars Krogh Jeppsen mente, at der var opdækning i feltet - og derfor var han tydeligt frustreret lige efter kampen.

- Jamen kære venner, der er kæmpestort straffekast. Hvorfor er det, at de har et behov for at sætte sig selv i fokus i det sidste øjeblik. Alle i hallen kan se, der er straffekast.

- Nu skal jeg se den her i langsom gengivelse, men jeg vil gerne vædde min store hat på, at der er klokkeklart straffekast, og så skal det bare dømmes, lød det fra Lars Krogh Jeppesen. 

Men straffekastet blev ikke dømt, og derfor endte opgøret 26-26. Dermed kunne Sønderjyske trods alt rejse hjem med et enkelt point. 

- Selvfølgelig kan vi bruge ét point til noget, men vi vil da have to, når der er straffekast.

En af dem, som var med til at tage beslutningen, var dommer Jepser Kirkholm, der efter kampen talte med TV 2 om situationen, og her var der stadig tvivl om kendelsen.

- Jeg vil sige, at jeg stadig er i tvivl, fordi jeg står i en position, hvor en forsvarspiller dækker lidt for det, så det, jeg ser, er en angrebsspiller ude af balance. Så det er en skide svær vurdering. 

Dommerparret var forberedt på, at den tætte kamp kunne ende dramatisk, og derfor gav de da også plads til, at spillere og trænere efter kampen kunne vise deres følelser.

- Vi (kampens dommere red.) går og siger til hinanden i de sidste 10 minutter, at "husk nu, der er følelser med". Så vi trækker os væk, så de kan få lov til at reagere, og så kan vi forhåbentlig snakke lidt om det efter kampen. 

- Det er selvfølgelig nogle gange træls at stå med det lod, der kan tippe sejren over, men det er den præmis, man har som dommer, og så må vi håbe, at folk respekterer, at vi træffer den bedste beslutning, vi kan i øjeblikket.