Pige fra Tønder-sagen vil i Folketinget

Som barn blev hun misbrugt af sin egen far. Nu er Zandra Berthelsen flyttet til Sydsjælland og drømmer om en politisk karriere.

Fra en helt ung alder blev Zandra Berthelsen gentagne gange seksuelt misbrugt af sin egen far i den største og mest omtalte sag om seksuelt misbrug af børn her i landet.

I dag bor Zandra Berthelsen i Vordingborg Kommune, hvor hun nu er begyndt på et nyt kapitel i sit liv.

Den hårde opvækst har dog givet Zandra Berthelsen kampgejst.

Noget hun nu vil bruge til at sikre sig en plads i Folketinget. Det skriver Sjællandske.

Fokus på psykiatrien

- Der er så mange i samfundet, der ikke bliver hørt. De har fortjent en stemme, forklarer den i dag 24-årige Zandra Berthelsen, der blandt andet vil have bedre behandlinger i psykiatrien, til Sjællandske.

- Der er brug for mere snak og mindre kemi. Det er alt for nemt at sige, at man gerne vil have en pille, forklarer hun.

- Læger, sygeplejersker, psykologer og terapeuter skal også blive bedre til at arbejde sammen og til at arbejde sammen med alternative behandlere. Det har jeg selv manglet. Jeg har måttet gå til private behandlere, fordi lægerne ikke er åbne for de behandlinger, jeg har haft brug for, tilføjer hun.

Zandra Berthelsen har været medlem af flere politiske partier, men nu har hun valgt at stille op som løsgænger.

- Jeg vil gerne skabe røre i andedammen, og det gør man bedst som løsgænger, fastslår hun til Sjællandske.