TV der bevæger dig

Skandalesager påvirker kommunalvalg i flere kommuner

Borgmester i Haderslev H.P. Geil (V) var formand for VUC Syds bestyrelse, da der blev brugt over 420.000 skattekroner på at indrette den tidligere direktørs kontor og 380.000 kroner på en studietur. Foto: Michael Drost-Hansen, Scanpix

Skandalesagerne har trukket overskrifter og vakt debat, men spørgsmålet er, hvor meget de fylder, når vælgerne sætter deres kryds den 21. november.

I samarbejde med tv2.dk

Skandalesager er ikke til at komme uden om i de fleste kommuner, når der føres valgkamp - og når krydset skal sættes til kommunal- og regionrådsvalget den 21. november.

Ifølge kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet er det meget forskelligt fra sag til sag, hvor meget vælgerne vægter skandalesager. Men i stemmeboksen vil danskerne både skulle forholde sig til fremtiden og politikernes indsats i den seneste valgperiode.

- I det lys, og når sager har den størrelse og bliver omtalt massivt, så er det noget, der ikke er forbigået manges opmærksomhed. Så når vi beder vælgerne vurdere politikerne, så vil det efter min bedste vurdering kunne have en stor betydning, siger Ulrik Kjær.

TV 2 har herunder oplistet en række møgsager fra kommunerne i den forgangne valgperiode, som ifølge TV 2-regionerne har potentiale til at kunne påvirke kommunalvalget.

VEJLE HAVN-SAGEN (Vejle Kommune)

Den tidligere formand for bestyrelsen i Vejle Havn, Leif Skov (S), kunne ånde lettet op, da sigtelsen mod ham i en sag om overforbrug for millioner blev droppet

Anklager om mandatsvig, skattesvig og brug af Vejle Havns midler til private formål har brændt sig fast i Vejle og kommer formentligt til at trække spor ind i valgkampen.

De to tidligere formænd, Leif Skov (S) og Torkild Christensen (DF), samt to tidligere bestyrelsesmedlemmer Peder Hummelmose og Sonny Berthold, som begge er fra Venstre, blev i januar 2016 sigtet i sagen.

Læs også Test dig selv: Tag kandidattest og find ud af hvem du er enig med

En gennemgang af regnskaberne hos Vejle Havn afslørede et muligt overforbrug, hvor der var blevet brugt 1,2 millioner kroner på blandt andet udlandsrejser, vine, tøj og solbriller.

Men efterforskningen af de fire lokalpolitikere gav ikke tilstrækkelige beviser til, at der kunne føres sager for mandatsvig, underslæb eller skattesvig, og sigtelsen blev droppet.

Men hele sagen har rejst spørgsmål blandt borgerne om tilsynet med deres penge.

VUC-SAGEN (Haderslev Kommune)

  Foto: Arkiv

Der har været storm om VUC Syd, der har hovedsæde i Haderslev: Kritik af dyre studieture for bestyrelsen og ledelsen, dyre gaver og sponsorater og studerende, der føler sig snydt.

I 2014 aflyste VUC Syd en planlagt studietur, fordi der ikke var råd til at gennemføre den, men samme år tog ledelse og bestyrelse på VUC på studietur til Californien for 380.000 kroner. 

Derudover kunne Radio 24syv efter en aktindsigt afsløre, at der blev brugt i alt over 420.000 skattekroner på at indrette den tidligere direktørs kontor med kunst for cirka 208.000 kroner og designermøbler samt tv for cirka 212.000 kroner. Der blev også brugt 256.000 skattekroner på at sponsorere en golfklub, som den tidligere direktør var medlem af.

Forbruget fik Rigsrevisionen til at kritisere VUC Syd i en rapport.

Formanden for VUC Syds bestyrelse er borgmester i Haderslev H.P. Geil (V), og hans og bestyrelsens svar på mediernes kritiske spørgsmål har ikke været fyldestgørende for alle vælgere. Sagen kan derfor muligvis få betydning for det kommende valg.

Læs mere om din kommune

Nederst i den originale artikel på tv2.dk kan du læse mere om, hvilke sager, der kan afgøre valget i netop din kommune.

Hvis du vil blive klogere på, hvem du skal stemme på til kommunalvalget, så tag kandidattesten her

I samarbejde med tv2.dk
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden