Slog svane ihjel - nu er tre drenge smidt ud af efterskole

Tilliden til eleverne er væk, siger skolens forstander.

Tre efterskoleelever er blevet smidt ud af Ladelund Efterskole. Det sker, efter de tre drenge mandag slog en svane ihjel på en tur til Italien.

- Det er en tillidssag, og vi kan ikke have tillid til de her tre elever efter episoden, siger forstander på Ladelund Efterskole Steffen Bendix Petersen til TV 2.

Hændelsen fandt sted i forbindelse med en rejse til den italienske by Peschiera del Garda ved Gardasøen, hvor en svane pustede sig op foran drengene og hvæsede af dem.

Det fik drengene til at kaste sten efter svanen, og efter den flygtede ind i nogle siv, fortsatte drengene med at kaste sten på den, hvilket førte til svanens død. 

Under den kriminelle lavalder

Da de tre drenge, en på 16 år og to på 17 år, er under den kriminelle lavalder, kan de risikere at blive fremstillet for en ungdomsdomstol i Italien. 

- Det var meget voldsomt, og det skete om eftermiddagen for øjnene af en masse turister, der gik tur ved Gardasøen. Derfor besluttede vi at statuere et eksempel og sende sagen til ungdomsdomstolen i Venedig, sagde den lokale politichef Francesco Milardo til TV 2 tidligere på ugen.

Han har rang af major i det militære politikorps Carabinieri.

Politichefen formoder dog ikke, at sagen vil komme så vidt, da han mener, at drengene allerede er blevet forskrækket af det, de har været igennem og er blevet straffet nok. Han forventer, at de slipper med en bøde.

Udenrigsministeriet er bekendt med sagen

I forhold til fremtidige udlandsrejser på Ladelund Efterskole vil man ikke foretage ændringer.

- Vi forventer altid, at eleverne opfører sig ordentligt. Det her er en enestående træls sag. Vi har normalt ikke noget problem med at rejse med eleverne, lyder det fra Steffen Bendix Petersen.

TV 2 har taget kontakt til Udenrigsministeriets Borgerservice, som i en mail skriver:

- Udenrigsministeriet er bekendt med presseforlydender om, at danske statsborgere er mistænkt for dyremishandling i Italien. Ministeriet har ikke p.t. yderligere oplysninger i sagen.