To byer i vores område blandt de tørreste i landet lige nu

Rekordvarm maj er på vej til at blive den tørreste i 59 år.

Mange steder i landet er græsset nu mere gult end grønt, og støvet fra marker og grusveje bliver hvirvlet til vejrs ved blot den mindste vind.

Det knastørre vejr i maj giver udfordringer for haveejere og ikke mindst landmænd, hos hvem tørken nu for alvor begynder at gøre ondt flere steder i landet.

På landsplan har maj indtil videre kun budt på 11 millimeter regn, og havde det ikke været for et uvejr med skybrud, regn og torden Kristi Himmelfartsdag, ville vi blot have fået det halve.

Den landsdel, som har fået mindst nedbør, er Bornholm, hvor det er blevet til sølle fire millimeter de seneste tre uger.

Midt- og Vestjylland har fået mest regn med 17 millimeter, men det er blot en tredjedel af den mængde, som man normalt får på en hel maj.

 2,1 millimeter regn i Horsens og Store Jyndevad

De byer, som har fået allermindst nedbør i maj, er dem, som helt undgik regnen under uvejret Kristi Himmelfartsdag.

Landets tørreste by i maj indtil videre er Harlev, som ligger lige vest for Aarhus. Her har man kun fået 2,0 millimeter regn, oplyser klimatolog på DMI Mikael Scharling.

Den seneste regn faldt helt tilbage på den 3. maj.

I Horsens og Store Jyndevad har man fået 2,1 millimeter regn, mens Hvidovre og Nexø har måttet nøjes med sølle 2,2 millimeter.

I den anden ende af skalaen finder man Rosilde ved Nyborg, som blev ramt af førnævnte voldsomme skybrud Kristi Himmelfartsdag.

Her har maj indtil videre budt på 52,8 millimeter regn, hvoraf de 41,4 millimeter kom blot på en halv time under skybruddet.

DMI's tørkeindeks, der på en skala fra 1 til 10 udtrykker risikoen for tørke i Danmark, ligger lige nu på 6,8 for landet som helhed, hvilket betyder, at der generelt er en 'forøget risiko for tørke'.

Tørken vil blive mere omfattende

Tørrest er det i den nordlige og østlige del af landet, hvor man nogle steder nærmer sig et tørkeindeks på otte.

Og der er stor risiko for, at tørken de kommende mange dage blot bliver mere omfattende.

Det er nemlig ikke til at vride en dråbe regn ud af prognoserne resten af denne uge, og de byger, som der tidligere var udsigt til senere på ugen, ser ligesom vandet i den danske muld ud til at være fordampet op i den blå luft.

Solrigt og varmt vejr fortsætter

Faktisk tyder alt på, at det knastørre vejr fortsætter mere eller mindre måneden ud, og samtidig bliver det varmere og varmere.

I weekenden kan temperaturerne nogle steder komme op på 27-28 grader i strålende solskin.

Maj 2018 kan meget vel slutte helt uden regn af betydning, og således kan måneden være på vej til at blive den tørreste i 59 år.

Den tørreste maj nogensinde målt herhjemme kom i 1959, hvor der kun kom ni millimeter regn på landsplan.

Tørt som aldrig før, da Danmark vandt EM i fodbold

Den længste og mest intense tørkeperiode oplevede Danmark tilbage i 1992, som i de flestes hukommelse nok overskygges af Danmarks EM-triumf i fodbold.

Fra den 12. maj og helt indtil den 10. juli 1992 faldt der stort set ingen regn i Danmark.

Landet var så tørt, som man aldrig havde set det før, og sankthansaften måtte flere steder i landet fejres uden bål, da der for længst var indført afbrændingsforbud.

Juni 1992 er den tørreste måned nogensinde målt i Danmark; på landsplan faldt der kun sølle én millimeter regn.