Sønderjyske Bea sætter ord på sit tab: - Han har altid passet på mig

18-årige 'X-factor'-deltager Bea Sarockaite fra Sønderborg takker for de mange søde beskeder, hun har fået efter sin fars død.

Kort inden det femte liveshow i 'X Factor' måtte Oh Lands to rappere, Maria Meldgaard Mortensen og Bea Sarockaite, trække sig.

Det skyldes et pludseligt dødsfald i Beas nærmeste familie. Der er efterfølgende blevet sendt mange varme tanker fra både deltagere og seerne af programmet. Og det har rørt den unge sønderjyde, fortæller hun lørdag på sin Instagram.

- Jeg er dybt taknemmelig for alle jeres søde beskeder og forståelsen, det har været en hjælp ikke at stå med det alene - virkelig! skriver hun blandt andet.

Har svært ved at finde ord

Beas far døde torsdag af en hjerneblødning, men hun nåede at se ham en sidste gang, mens hans hjerte stadig slog ved hjælp af en respirator, fortæller hun.

Det har været svært for den 18-årige rapper at sætte ord på sit tab, der skete meget pludseligt. Men ifølge Bea er han et bedre sted nu. Hun ville dog gerne have haft muligheden for at snakket med ham en sidste gang.

- Han har altid passet på mig, elsket mig og altid ønsket mig det bedste. Han har givet mig den største viljestyrke og håb. Han vil altid være en stor del af mig. Jeg elsker ham for evigt, skriver hun.

Det har samtidig mindet Bea om, at man skal leve livet fuldt ud, "for man ved ikke, hvornår det bliver sidste gang".

Sang for Maria og Bea

Den tidligere 'X Factor'-deltagers tab af sin far har berørt resten af programmets deltagere og dommere dybt. Og det fik Oh Land, der havde Maria og Beas under sine vinger, til at henvende sig direkte til pigerne gennem skærmen, da liveshowet begyndte fredag.

- Jeg vil gerne bare lige fortælle Maria og Bea, jeg ved, at I ser med i aften, hvor meget I har betydet - ikke bare for programmet her, men også for mig at arbejde med jer, sagde sangerinden med øjnene rettet mod kameraet.

De rappende sønderjyder havde efterladt sig et tomrum, der tydeligt kunne mærkes. Solisten Live Køhn Vogel beskriver det som mærkeligt og stille, men gik ligesom de resterende deltagere, solisterne Benjamin og Kristian samt gruppen Echo, på scenen og sang som planlagt.

- Vi gav den gas og har ligesom gjort det her for Maria og Bea, når nu de ikke selv kunne være her, siger Live.

Ifølge Oh Land var det også netop Maria og Beas ønske - at deres farvel gik så lidt ud over showet som muligt.