Stor sølvskat fundet i en skrænt tæt på en cykelsti

Skatten er fundet, efter flere borgere de sidste par år har fundet sjældne mønter fra det samme sted på Uhrhøj i Vejle.

Mindst 800 mønter fra omkring år 1450 er blevet fundet i en skrænt på Uhrhøj i Vejle.

Det oplyser VejleMuseerne.

Udover de 800 mønter er der også blevet bragt en stor jordklump fra findestedet til konservering. De foreløbige undersøgelser af jordklumpen viser, at den mindst gemmer på yderligere 50 mønter.

Mønterne består af 80 procent sølv, 20 procent kobber og vejer cirka et gram stykket.

En hurtig overslagsberegning viser, at mønterne repræsenterer en samtidsværdi svarende til ti til elleve fedekøer. 

- Det er en meget stor og værdifuld møntskat fra midten af 1400-tallet, fortæller arkæolog Kasper Terp Høgsberg til TV SYD og fortsætter:

- Jeg er ret sikker på, den har tilhørt en velhavende købmand og ikke en storbonde. Antallet af mønter er simpelthen for mange til, at de har tilhørt en lokal bonde, siger han.

Det var arkæolog Kasper Terp Høgsberg, der fandt de mange mønter på Uhrhøj.
Det var arkæolog Kasper Terp Høgsberg, der fandt de mange mønter på Uhrhøj.
Foto: VejleMuseerne

Adrenalinen begyndte at køre

Det var Kasper Terp Høgsberg, der fandt sølvskatten den 30. september.

Fundet skete, efter at der for tredje år i træk blev indleveret løse mønter fra samme sted på Uhrhøj Bakke få meter fra en cykelsti og en skovsti, der er den ældgamle landevej mellem Jelling og Vejle - tæt på Hærvejen.

Da den sidste mønt blev afleveret på museet mandag i sidste uge, tog Kasper Terp Høgsberg en metaldetektor med ud til stedet og gik i gang med at lede. Hurtigt fik han et kraftigt signal.

- Adrenalinen begyndte at køre, og der gik lidt skattejagt i den. Jeg ville finde ud af, hvor det hele var gravet ned, fortæller han til TV 2.

Mønterne er fundet her ved skovstien, der oprindeligt var den oldgamle landevej mellem Jelling og Vejle.
Mønterne er fundet her ved skovstien, der oprindeligt var den oldgamle landevej mellem Jelling og Vejle.
Foto: VejleMuseerne

Kommer ikke til at ske igen

Da Kasper Terp Høgsberg havde lokaliseret stedet, hvor der kom stærkest signal, begyndte udgravningerne. Her fandt han en sæk med mønter og en krukke, der engang blev gravet ned i skrænten.

- Jeg troede, at jeg skulle finde en tabt pung med 20 mønter langs en vej, men det blev bare ved og ved, indtil jeg til sidst havde flere hundrede mønter i fundposerne. Det er once in a lifetime. Det kommer ikke til at ske igen for mig, siger Kasper Terp Høgsberg.

I skolernes efterårsferie vil mønterne fra Uhrhøj-skatten blive udstillet på Kulturmuseet Spinderihallerne i Vejle.