Tidligere dansk landsholdsspiller skifter til Ribe-Esbjerg

Forsvarskæmpen Kasper Nielsen vender tilbage til håndboldklubben Ribe-Esbjerg med øjeblikkelig virkning.

En ny længerevarende skade i midterblokken har tvunget ligaklubben Ribe-Esbjerg til at handle hurtigt.

Vestjyderne har hentet den tidligere landsholdsspiller Kasper Nielsen "hjem", og han kan komme i aktion allerede fredag aften mod HC Midtjylland.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Ribe-Esbjergs forsvarsgeneral Rasmus Bertelsen sprængte akillessenen for små 14 dage siden, og i dag modtog klubben besked om, at også Jonas Tidemand er ude i lang tid.

Tidemand vrikkede rundt på knæet i mandags, og en scanning har vist, at hans menisk er ødelagt. Han skal derfor opereres inden længe og ventes tidligst tilbage om syv uger.

I pressemeddelelsen skriver klubben, at den ser det som en naturlig ting at supplere truppen med en forsvarsspiller, der kan dække 3'er positionen.

42-årige Kasper "Hulken" Nielsen var i Ribe-Esbjerg i 2015/16-sæsonen. Siden da har han spillet i Ajax København.