Tirsdag morgen bliver iskold

Flere steder kan man tirsdag stå op til vinterens hidtil koldeste morgen.

Der bliver brug for fuld vintermundering, når man tirsdag morgen skal ud af døren og til arbejde, og måske er det en god ide at stå lidt tidligere op for at skrabe bilen fri for is eller måske tjekke, om batteriet stadig kan få bilen i gang.

Vi kan nemlig se frem til vinterens hidtil koldeste nat og morgen, hvor temperaturerne nogle steder i landet kan komme ned nær eller sågar under -10 grader.

Temperaturerne falder hurtigt mandag aften

Efter en dag med frost i så godt som hele landet falder temperaturerne hurtigt sidst på eftermiddagen, når solen går ned.

Resultatet er udbredt og efterhånden ret streng frost allerede i aftentimerne, og frem mod tirsdag morgen falder temperaturerne fortsat støt og roligt.

Vejrkort for natten til den 6. februar 2018. Det er især i de med blåt markerede områder, at temperaturen tirsdag morgen kan nå ned nær -10 grader
Vejrkort for natten til den 6. februar 2018. Det er især i de med blåt markerede områder, at temperaturen tirsdag morgen kan nå ned nær -10 grader
Foto: TV 2 Vejret

Tirsdag morgen lokalt under -10 grader

De fleste steder kommer vi ned mellem fem og otte graders frost, men lokalt kan man komme ned på tocifrede minusgrader.

Prognoserne viser, at det især er på Sjælland, Fyn og i dele af Østjylland, hvor der ligger op til et par centimeter sne, at det kan blive koldest.

Natten kan i øvrigt byde på enkelte lokale snebyger længst mod syd i landet, og generelt kan der stedvis forekomme rimglatte veje.

Vinterens hidtil koldeste nat kom den 6. januar, da der blev målt -8,9 grader i Billund.