Pas på brand i campingvognen

Campingsæsonen bliver for alvor skudt i gang her i pinsen. Det fik lørdag Sønderborg Kommune til at rykke ud med deres nye brandbus, som skal forebygge brand på campingpladser.

Campingvogne er letantændelige og futter af på kort tid, hvis først ilden får fat. Derfor skal campister lære at forebygge brande i deres campingvogne og ikke mindst at slukke dem, hvis de opstår.

- Hvis man ved, hvad man skal gøre, når ilden opstår, er der chance for at gribe ind, ellers futter det hele af på nul komma fem, siger Mikkel Linnet, viceberedskabschef hos Sønderborg Kommune Brand og Redning.

Derfor har Sønderborg Kommune Brand og Redning lavet en såkaldt brandbus, der skal køre rundt på kommunens campingpladser og forebygge brande i campingvogne.

Lørdag var bussen for første gang i aktion, og det skete på Sønderborg Camping. Her fik campisterne demonstreret, hvordan de bedst agerer, når branden opstår og enkelte fik selv mulighed for at prøve kræfter med brandslukningen.